Lille-Lorentzen: En glimrende afslutning!

Lille-Lorentzen: En glimrende afslutning!

Så er den sidste Faxe Kondi Tour afsluttet på Brundtlandbanen i Sønder Jylland, og det gik rigtig godt!
Vi tog selvfølgelig derover fredag og prøvespillede, og heldigt for os, var vi ude rimelig tidligt i forhold til mange af de andre der først skulle til at gå ud, da vi kom ind. Vi tog hjem og fandt til rette på det Bed & Breakfast vi skulle sove.
Dagen efter skulle Cathrine Orloff (som boede hos os) og jeg selv, ud tidligt, hhv. 8.10 og 8.20. Vejret var nogenlunde, lidt overskyet (det blev heldigvis ikke til mere end det – altså om lørdagen!) men rimelig varmt.
Jeg lagde ud med en god par – efter at have været i rough to gange, mens min medspiller, Trine Mortensen startede med en birdie. Sådan gik det ellers slag i slag og jeg vendte i par.
Men så: Jeg slår et rimelig ringe drive ud på 10. (faktisk over i nogle træer med MEGET rough omkring!). Of for at gøre en lang historie kort, ligger jeg ude på fairway i 4, hvorefter jeg slår den op på green og tre-putter! Sådan får man en 9’er alias en 4-dobbel!!!
Det var dog også det eneste hul jeg rigtig lavede noget møg, for på resten af hullerne var jeg en under. Jeg slutter derfor 3 over, hvilket egentlig var rimelig tilfredsstillende – den 4-dobbel taget i betragtning. Trine spillede helt uforstyrret, og kom ind med en rigtig god runde, nemlig 2 under par (en 71’er).
Jeg fandt mig selv på en 9. plads efter 1. runde.
Dagen efter skulle jeg noget senere ud, klokken 10.40 og vi var i god tid på rangen. Jeg lagde igen ud med en par, og så en til. Der kom dog en bogey på hul 5, men en birdie lige efter. Jeg gik for-ni i par igen, og denne gang blev hul 10 spillet lidt bedre end sidste gang, nemlig en par.
Så kom jeg til 14-15 hvor jeg indkasserede to bogeys. Jeg var stadig to over par efter 16., men så kom det oplagte birdiehul, nemlig 17. Jeg slår en driver i fairway, og derefter et 5 jern op på et plateau bag flaget, 6-7 meter derfra. Jeg læste puttet godt, men ville bare have min sikre birdie. Det fik jeg ikke, til gengæld fik jeg en eagle – så nu var jeg i par igen, hvilket blev mit slutresultat for denne runde. En 73’er var født J
Da der jo var rigtig mange ude, måtte vi vente en evighed på at alle kom ind, også efter de to spændende omspil der var i herre –og drengerækken.
Jeg sluttede så i 149 slag og Sara Monberg, som blev nummer to, i 150 slag.
Det var jo selvfølgelig nogle rigtig dejlige dage (selvom vejret ikke var det bedste) med masser af god golf hos alle. Jeg vil samtidig lige benytte lejligheden til at sige tak til mine medspillere – det var to hyggelige runder. Også tak til Toftlund Golfklub og Brundtlandbanen for et godt arrangement J

/Lille-Lorentzen

26. februar 2008 kl. 13:51

Search

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik