Afgørelse 6
Klage over XX Golf Klub, der fastholder, at klager ikke må gæstespille på klubbens bane og er slettet fra klubbens venteliste for optagelse af nye medlemmer
Brev af 6. maj 1991 til klager.
Ved skrivelser af 9. og 14. marts 1991 har De indklaget XX Golf Klub for Dansk Golf Union i anledning af, at klubben fastholder, at De ikke må gæstespille på klubbens bane, og at De er slettet af klubbens venteliste for optagelse af nye medlemmer.
Der er ikke fra Dem eller XX Golf Klub anført andre omstændigheder end dem, der lå til grund for unionens skrivelse af 21. juni 1990.
Som følge heraf bestemmes:
Amatør- og Ordensudvalget henholder sig til det i unionens skrivelse af 21. juni 1990 anførte.
Med venlig hilsen
Amatør- og Ordensudvalget
Jørgen Frigast Larsen, formand
Brev af 21. juni 1990 til klager.
Hermed anerkendes modtagelsen af Deres breve af 2. og 15. juni 1990. Deres brev af 2.6.1990 har været tilsendt XX Golf Klub for eventuelle kommentarer, og klubbens svar af 18.6.1990 vedlægges i kopi til Deres orientering.
Indledningsvis skal det fastslås, at XX Golf Klub alene bestemmer, hvilke medlemmer man optager, og hvilke retningslinier man lægger til grund for optagelse, ligesom klubben suverænt fastsætter de ordensbestemmelser, der er gældende for spillet på klubbens bane.
Eftersom De ikke er medlem af XX Golf Klub eller nogen anden klub under Dansk Golf Union, er Idrættens eget ”retssystem” ikke gældende for Dem, og DGU har således ingen mulighed for at tage Deres forhold til XX Golf Klub op til behandling.
Det skal imidlertid tilføjes, at efter den sædvanlige praksis i danske golfklubber har Dansk Golf Union fuld forståelse for den af XX Golf Klub trufne beslutning, hvorefter man har nægtet Dem adgang til klubbens anlæg samt slettet Dem af ventelisten for optagelse som medlem.
Såvel golfspillets skrevne som uskrevne regler bygger på udøvernes ærlighed som grundelement. I Deres brev af 2.6.1990 til XX Golf Klubs bestyrelse erkender De dels ved flere lejligheder at have snydt ved at have spillet golf uden at have betalt greenfee og dels, at De har anført XX Golf Klub som hjemmeklub, uagtet De ikke er medlem heraf. Herved har De udvist en så fundamental mangel på forståelse for golfspillets ærlighedsprincip, at Dansk golf Union finder klubbens afgørelse helt berettiget.
Med venlig hilsen
Jesper Frigast Larsen
generalsekretær
KENDELSE
Afsagt den 27. august 1991 af
Dansk Idræts-Forbunds Amatør- og Ordensudvalg
i sag nr. 4/1991:
Klager
mod
Dansk Golf Union
I sagens behandling deltog P. Stampe Jakobsen, Niels Viltoft, Allan Jahnsen, P.E. Birk Jakobsen og Ole Mertz.
Den påklagede afgørelse er truffet ved skrivelse af 6. maj 1991 fra Dansk Golf Unions Amatør- og Ordensudvalg og påklaget med påstand om, at XX Golf Klub har været uberettiget til at afvise ham som gæstespiller.
Dansk Golf Union har påstået afgørelsen stadfæstet.
Sagen har været mundtligt forhandlet på møde i Dansk Idræts-Forbunds Amatør- og Ordensudvalg den 25. juni 1991 og på ny den 27. august 1991, hvor klageren gav møde. Dansk Golf Union var repræsenteret ved et medlem af Dansk Golf Unions forretningsudvalg og bestyrelse, og XX Golf Klub var repræsenteret ved formanden.
De mødende uddybede synspunkterne i deres under sagen fremlagte skrivelser.
Dansk Idræts-Forbunds Amatør- og Ordensudvalg skal udtale:
Det kan ved afgørelsen lægges til grund som ubestridt, at klager i en række tilfælde har tilsidesat de almindeligt gældende regler for gæstespillere.
Under de således foreliggende omstændigheder stadfæstes den påklagede afgørelse.
Thi bestemmes:
Den påklagede afgørelse stadfæstes.
P.u.v.
R. Stampe Jakobsen
Formand