Afgørelse 8

Afgørelse 8

Karantænesag – XX Golfklub – Medlem (klager)

DGU’s Amatør- og Ordensudvalg har fået tilstillet sagens akter, hvoraf det fremgår, at XX Golfklub har meddelt klager en måneds karantæne fra 4. juli 2002 at regne.

Som begrundelsen for karantænen var bl.a., at klageren og dennes hustru under en match startede op på hul 10 i stedet for hul 1.

Det fremgår af sagen, at der kan være mulighed for at starte op på hul 10, såfremt der her er plads, men uden at være særlig præciseret gælder dette ikke, når en match er under afvikling.

Som yderligere begrundelse for karantænen er anført, at klageren overfor den matchleder, som påtalte forholdet, har udvist en kritisabel opførsel.

Derudover har der efterfølgende været afholdt et møde, hvor bestyrelsen yderligere har anført, at der også under dette møde fra klagerens side blev udvist en kritisabel opførsel.

Klager har bestridt dette og har i øvrigt gjort gældende, at matchflaget var taget ned.

Der har været afholdt møde i Dansk Golf Union, hvor klager havde meldt forfald. XX Golfklub var repræsenteret ved XX, som var matchleder den pågældende dag og i øvrigt næstformand i klubben.

Matchlederen forklarede her svarende til det skriftlige materiale i sagen, at han var blevet overfuset og i øvrigt urimeligt behandlet af klager, da han påtalte, at klage-ren og dennes hustru ikke måtte starte på hul 10.

Matchlederen var ikke til stede ved det efterfølgende møde med bestyrelsen, idet han mente, at han var inhabil.

Amatør- og Ordensudvalget er af den opfattelse, at klager og dennes hustru har begået en fejl ved at starte på hul 10, idet det må anses for almindeligt kendt, at man ikke under afvikling af en match kan starte op midt i matchen.

Yderligere lægger Amatør- og Ordensudvalget det til grund, at klager og dennes hustru har udvist en kritisabel adfærd i forbindelse med matchlederens påtale, men Amatør- og Ordensudvalget har ikke mulighed for i øvrigt at bedømme, hvorledes mødet med bestyrelsen har forløbet.

Amatør- og Ordensudvalget er af den opfattelse, at ved førstegangsovertrædelser bør første sanktion være en advarsel, og idet man må give XX Golfklub medhold i, at klagerens adfærd har været kritisabel afsiges følgende

KENDELSE:

Den af XX Golfklub afsagte karantæne ændres til en advarsel.

Nærværende kendelse kan af parterne inden 4 uger efter modtagelse af kendelsen indbringes for Dansk Idræts-Forbunds Appeludvalg.

Brøndby, den 13. november 2002
Dansk Golf Union
På Amatør- og Ordensudvalget
v/John Finderup, formand

Search

Checkbanner
Bannerplads

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik