Afgørelse 10

Afgørelse 10

Klage til DGU’s Amatør- og Ordensudvalg fra medlem (klager) over én af XX Golfklub til ham meddelt skriftlig advarsel samt beslutning om, at klager ikke kan repræsentere XX Golfklub i matcher med andre klubber indtil videre

DGU’s Amatør- og Ordensudvalg har modtaget klageskrivelse far klager af 6. juli 2001 tillige med advarselsskrivelse fra XX Golfklub af 30. maj 2001.

Formanden for Amatør- og Ordensudvalget har herefter indhentet diverse oplysninger fra henholdsvis klager og XX Golfklub, og sagen har herefter været behandlet på et møde i DGU fredag den 30. november 2001 kl. 16.00, hvor der udover udval-gets medlemmer var mødt klager og dennes hustru samt formanden for XX Golfklub og klubbens greenkeeper.

Parterne fik lejlighed til at redegøre nærmere for deres opfattelse af sagsforløbet.

Klager forklarede i overensstemmelse med de breve han havde fremsendt til Ama-tør- og Ordensudvalget og meddelte i øvrigt, at han var klar over, at det ikke var tilladt at cykle på det omhandlede sted, men da hul 4 var under reparation blev det p.t. ikke spillet på hullet, hvorfor han ikke anså der var grund til forbud mod cyk-ling.

Han oplyste yderligere, at han havde forsøgt at køre udenom chefgreenkeeperen, men at denne forsøgte at spærre ham vejen, hvorfor kollision var uundgåelig.

Chefgreenkeeperen forklarede, at han stod på stien og talte i mobiltelefon og igen-nem øjenkrogen så en cykel komme kørende, hvorefter han rakte hænderne frem for få cyklen til at stoppe, men denne kørte ind i ham.

Formanden for Amatør- og Ordensudvalget meddelte herefter udvalgets indstilling, som gik ud på, at det var klager, som havde bevisbyrden for, at en kollision ikke kunne undgås, og en sådan bevisbyrde havde han ikke kunne løfte. Amatør- og Ordensud-valget var herefter indstillet på at godkende advarslen.

Men hensyn til klubbens beslutning om, at klageren ikke kan repræsentere XX Golf-klub i matcher med andre klubber indtil videre bemærkede formanden for Amatør- og Ordensudvalget, at det var udvalgets indstilling, da beslutningen ikke var nær-mere begrundet, at ophæve beslutningen.

Parterne blev herefter forespurgt, om de kunne godkende indstillingen, hvilket blev bekræftet fra XX Golfklubs formands side på klubbens vegne, men klageren ønskede betænkningstid.

Efterfølgende har klageren anmodet om en kendelse.

DGU’s Amatør- og Ordensudvalg afsiger herefter sålydende

KENDELSE:

Den af XX Golfklub meddelte advarsel af 30. maj 2001 til klager godkendes.

Den af XX Golfklub meddelte beslutning om, at klager ikke kan repræsentere XX Golfklub i matcher med andre klubber indtil videre ophæves.

Nærværende kendelse kan af parterne indbringes for Danmarks Idræts-Forbunds Appeludvalg. Fristen er 4 uger efter modtagelse af kendelsen.

Brøndby, den 14. oktober 2002
DGU, Amatør- og Ordensudvalget
John Finderup, formand

Search

Checkbanner
Bannerplads

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik