Afgørelse 14
XX Golf Clubs beslutning om karantæne til medlem (klager)
KENDELSE:
afsagt den 22. oktober 1997 af Dansk Golf Unions Amatør- og Ordensudvalg.
Ved skrivelse af 17. september 1997 underrettede XX Golf Club klubbens medlem om, at bestyrelsen havde idømt ham 3 måneders spillekarantæne fra samme dato for spil/deltagelse i matcher på klubbens baneanlæg, men at drivingrange, øveom-råde og klubhus kunne benyttes i denne periode.
Bestyrelsens begrundelse for karantænen var et kraftigt brud på etikettereglerne ved ikke at lukke hurtigere gående bolde igennem på 5. hul.
Karantænen udløstes også af, at bestyrelsen havde givet medlemmet en påtale den 3. oktober 1996.
Klager har indbragt sagen for Amatør- og Ordensudvalget med påstand om, at den idømte karantæne ophæves.
XX Golf Club har den 18. september 1997 underrettet klager om, at karantænen er udsat, indtil Amatør- og Ordensudvalget har afsagt kendelse.
Sagen er taget under behandling i medfør af § 2, stk. 1, i Vedtægter for Dansk Golf Unions Amatør- og Ordensudvalg.
Sagsfremstilling
Lørdag den 21. juni 1997 deltog klager i en flagspilmatch – Midsommermatchen. Han startede kl. 12 og var på hold med 3 andre spillere, en dame og to herrer.
På 5. huls teested måtte holdet vente på det foran spillende hold, inden der kunne slås ud. Klager havde et ret langt drive i venstre side. På grund af en bakke kunne man ikke se, hvor bolden endte, men alle 4 bedømte bolden til at være på fairway eller højst i semirough. Klager fandt derfor ikke anledning til at spille en provisorisk bold.
Bolden blev ikke fundet, hvorfor klager gik tilbage til teestedet for at spille en ny bold. Det efterfølgende hold var da allerede nået frem til teestedet, man klagers hold fandt ikke anledning til at vinke igennem, eftersom han hold alligevel ikke kunne spille videre. Holdet foran var nemlig stadig på greenen, selv efter at klagers havde drivet på ny, hvorfor ingen på klagers hold kunne slå andetslaget
Der foreligger skriftlige erklæringer fra klager og hans tre medslagspillere samt fra indberetteren, der ikke var på det umiddelbart efterfølgende hold, men det derefter følgende hold. Der foreligger ikke erklæringer fra spillere på holdet umiddelbart efter klagers hold.
Udvalgets bemærkninger
Klubbens beslutning om karantæne har hjemmel i dens vedtægter §6.
Det er uklart, hvor lang tid spillerne har anvendt til at søge efter klagers oprindelige hold. Tidsangivelserne spænder fra ca. 5 minutter til 10-15 minutter, inden han gik tilbage for at spille en ny bold.
Der er intet oplyst om, at nogen har anvendt stopur eller anden form for formel tidtagning , hvorfor klagers oplysning om, at han søgte efter bolden i 5 minutter, lægges til grund.
Det lægges yderligere til grund, at det foran spillende hold først var ved at forlade greenen, da klager nåede frem til sin anden bold, og at holdets spillere først da kunne slå deres andetslag.
Det lægges endelig til grund, at det umiddelbart bagved spillende hold har været klar over situationen, og ikke har følt sig foranlediget til at klage over manglende vinken igennem, jf. at klagen er fremsat af en spiller på det næstfølgende hold.
For så vidt angår den nævnte påtale bemærkes, at den ikke vedrørte langsomt spil eller undladelse af at vinke igennem, men en episode, hvor klager angiveligt skulle have chikaneret andre spillere ved dels at slå bolden hen over det foran spillende hold og dels af true en af de foran spillende med tæsk.
Hverken klager eller XX Golf Club har fremsat forlangende om at få lejlighed til over for udvalgets medlemmer at fremsætte og begrunde deres påstande, jf. herved § 6, nr. 3, i udvalgets vedtægter.
De forannævnte skrivelser med bilag er så fyldige med hensyn til beskrivelse af handlingsforløb og til argumentation, at udvalget ikke har fundet anledning til at indhente yderligere oplysninger.
Udvalgets konklusion
Ifølge etikettereglen Spilletempo (Regelbogen side 11) skal spillerne spille uden forsinkelse, og spillere, der søger efter en bold, skal vinke spillerne bagved igen-nem, så snart det står dem klart, at bolden ikke let kan findes.
Det er udvalgets opfattelse, at der ikke har været tale om at forsinke spillet. Det lægges herved til grund, at klagers hold, selv om hans første bold ikke havde været tabt, og han ikke havde været nødt til at gå tilbage til teestedet, ikke havde kunnet slå deres andetslag på noget tidligere tidspunkt end sket, eftersom det foran spillende hold først var ved at forlade greenen, da klager nåede frem til sin bold nr. 2.
Med hensyn til pligten til at vinke igennem bemærkes, at pligten efter udvalgets opfattelse ikke eksisterer, medmindre det hold, der vinkes igennem, har mulighed for at spille videre. Dette var ikke tilfældet, eftersom det må lægges til grund, at klagers hold måtte vente på, at det foran spillende hold kunne forlade greenen.
Yderligere bemærkes, at klubben har begrundet karantænen med ”et kraftigt brud på etikettereglerne ved ikke at lukke hurtigere gående bolde igennem”.
Det er udvalgets opfattelse, at en sådan begrundelse ikke kan vedrøre en enkelt spiller på holdet, idet beslutning om at vinke igennem ikke træffes af en enkelt spiller, men af alle holdets spillere i forening. Det er derfor uforståeligt for udval-gets, at kun én af holdets fire spillere er idømt karantæne.
Endelig bemærkes, at den i oktober 1996 meddelte påtale vedrører en situation, der er så væsensforskellig fra den nu påklagede optræden, at påtalen ikke kan være med til at begrunde den idømte karantæne.
Der bestemmes:
Den af XX Golf Club den 17. september 1997 trufne beslutning om karantæne til klager ophæves.
Amatør- og Ordensudvalget
Jørgen Frigast Larsen Gunnar Møller John Finderup