Afgørelse 15
XX Golf Clubs beslutning om karantæne til to medlemmer
KENDELSE:
afsagt den 2. juli 1991 af Dansk Golf Unions Amatør- og Ordensudvalg:
Ifølge § 2 i Ordensregler for spil på XX Golf Clubs baner medfører start fra 10. tee tab af alle rettigheder på banen og må kun undtagelsesvis finde sted, når det ikke sinker det øvrige spil på banen – og aldrig, når der er spillere på 9. hul. Spillere, der starter på 10. hul, skal således altid vige for hold, der indhenter dem efter start på 1. tee.
Ifølge reglernes § 12 skal overtrædelse af ordens- og etikettereglerne af ethvert medlem påtales på stedet og kan i givet fald medføre bortvisning og karantæne.
Lørdag den 20. oktober 1990 ca. kl. 12.30 startede 2 medlemmer fra 10. teested. En af deltagerne i en fourball, der var startet fra 1 teested, indklagede de to for bestyrelsen. Klageren hævdede bl.a., at de 2 medlemmer startede på 10. hul, mens han og hans tre medspillere var på vej fra 9. green til 10. teested. Rigtigheden af klagerens forklaring er bekræftet mundtligt over for bestyrelsen af to af klagerens medspillere.
De indklagede har over for bestyrelsen hævdet, at fourball’en først kom til syne på 9. tee, efter at de selv havde drivet ud på 10. hul, og at de straks gik til side og vinkede fourball’en igennem.
XX Golf Club lagde klagerens bekræftede forklaring til grund og fandt derfor, at de indklagede havde påbegyndt spil på 10. hul i strid med ordensreglernes § 2. Med hjemmel i ordensreglernes § 12 og Vedtægter for XX Golf Club § 15 besluttede bestyrelsen at meddele de indklagede spilleforbud i tiden fra den 1. april 1991 til den 30. april 1991.
Ved skrivelse af 22. april 1991 indbragte de indklagede sagen for Dansk Golf Union. Det hævdes, at karantænen er givet på baggrund af en urigtig indberetning fra klageren, uden at nogen udenforstående har været afhørt. Endvidere hævdes det, at bestyrelsen klart har handlet mod vedtægterne ved at give karantæne med 5 måneders forsinkelse og i årets første spillemåned.
XX Golf Club har oplyst, at de indklagede (herefter benævnte klagerne) har fået skriftlig meddelelse om, at karantænen er suspenderet, indtil Amatør- og Ordens-udvalget har udtalt sig i sagen.
Sagen er taget under behandling i medfør af § 2, nr. 1, i Vedtægter for Dansk Golf Unions Amatør- og Ordensudvalg.
Klagerne og golfklubben er anmodet om at oplyse, om de ønsker over for udvalget mundtligt at fremsætte og begrunde deres påstande, jvf. § 6, nr. 3, i nævnte vedtægter. Klager har svaret bekræftende, såfremt udvalget kommer til Aarhus.
Udvalgets møde er afholdt i Dansk Golf Unions sekretariat, hvilket meddeltes klager og golfklubben. Hverken klagerne eller golfklubben gav møde ved udvalgets behandling af sagen.
Udvalget skal udtale følgende:
Således som sagen foreligger oplyst for udvalget, finder udvalget det godtgjort, at klagerne har udvist en adfærd, der er en overtrædelse af § 2 i ordensreglerne, og at der derfor er hjemmel til at meddele karantæne i ordensreglernes § 12 og vedtægternes § 15. At karantænen er meddelt for et tidsrum i matchsæsonen strider ikke mod vedtægterne.
Da der ikke er oplyst noget om, at de tidligere har overtrådt ordensreglerne finder udvalget, at sagen burde have været afgjort med en advarsel.
Derfor bestemmes:
Det til klagerne af XX Golf Club meddelte spilleforbud ophæves:
Dansk Golf Unions Amatør- og Ordensudvalg
Jørgen Frigast Larsen, Formand Gunnar Møller John Finderup