Afgørelse 17

Afgørelse 17

Anke XX Forening – XX Golfklub

DGU’s Amatør- og Ordensudvalg har modtaget klageskrivelse fra XX Forening dateret 13. april 2004 med tilhørende bilag og efterfølgende modtaget yderligere korrespondance dels fra foreningen og dels fra XX Golfklub.

Sagen drejer sig i korthed om, at XX Forening ønskede at benytte XX Golfklubs bane til en turnering og foreningen modtog en skrivelse fra XX Golfklub af 26. september 2003, hvor klubben foreslog to datoer men primært datoen 13. august.

Klageren accepterede telefonisk datoen den 13. august og 1.ste. tee-sted ville være lukket i perioden fra kl. 8.00 – 10.00.

Klageren accepterede denne dato, men fik dog meddelelse om, at klubben tog forbehold for reservation i tilfælde af, at golfklubben skulle brug banen til match i DGU/XX Golfklubs regi.

I marts måned 2004 modtog klageren matchprogrammet, hvoraf fremgik, at der 13. august 2003 skulle afholdes firmamatch med gunstart. Det havde hun ikke bestilt, og hun forespurgte herefter klubben, om der var tale om en skrivefejl, men dette var ikke tilfældet, idet banen var udlejet til anden side.

Det fremgår af sagen, at klubben i forbindelse med udfærdigelse af matchprogrammet fastsætter 4 spilledage, hvor der kan reserveres gunstart af firmaer mod betaling af kr. 29.000.

Klubben tilbød klageren, at hun kunne få ret til at spille på banen den 20. august med start fra kl. 10.00 og dette er foreløbig ikke accepteret af klageren. En af årsagerne hertil skulle være, at spillerne vil blive generet under spillet på grund af forventet greenkeeperarbejde på banen den pågældende dag.

Det fremgår i øvrigt af sagen, at der kort efter den 20. august skal spilles klubmesterskab og i forbindelse hermed skal 2 af sløjferne på banen gøres i stand.

Der blev den 5. maj 2004 afholdt møde i Dansk Golf Union, hvor XX Golfklub var repræsenteret ved klubbens formand og sekretæren, og det blev her præciseret, at der ikke vil være nogen gener fra arbejde på banen af greenkeeper-personalet, idet der dels ikke skal arbejdes på den 3. sløjfe, som forventes benyttet af XX Foreningen, og den anden sløjfe, der skal benyttes, vil være gjort i stand inden første start kl. 10.00.

Formanden meddelte under mødet i DGU, at han vil præcisere og indestå for dette forhold over for klageren, som ikke havde mulighed for at deltage i mødet.

Amatør- og Ordensudvalget behandlede herefter sagen.

Det er udvalgets opfattelse, at XX Golfklub har fremsat et tilbud ved skrivelse af 26. september 2003 som klubben er bundet af. Klubben havde dog i forbindelse med bekræftelsen til klageren taget forbehold for ændring, hvis matcher i klub- eller DGU-regi skulle komme i vejen. Når klubben i sit efterfølgende matchprogram reserverer samme dag til ”Gunstartmatch” for private virksomheder, er det et fortolkningsspørgsmål, om dette kan kaldes en match i ”klub- eller DGU-regi”, hvilket klubben mener, medens klager er af den opfattelse, at det er et arrangement, der konkurrerer direkte med hendes arrangement.

Efterfølgende har klubben i et vist omfang rettet op på forholdet ved at tilbyde XX Forening at benytte banen den 20. august, og dette tilbud blev fremsat i marts måned eller ca. 5 måneder forud for den ønskede turnering.

Det er herefter udvalgets opfattelse, at man måske nok kan bebrejde XX Golfklub, at man i den oprindelige tilbudsskrivelse af 26. september 2003 ikke har præciseret forbeholdet skriftligt og tilstrækkeligt præcist, men udvalget mener ikke, at dette er tilstrækkeligt til, at man kan pålægge XX Golfklub at stille banen til rådighed den 13. august.

Det er i øvrigt udvalgets opfattelse, at det er særdeles tvivlsomt om udvalget har hjemmel til at træffe afgørelse i denne sag, idet udvalget i henhold til Vedtægter for Dansk Golf Unions Amatør- og Ordensudvalg § 3.1. behandler ””..alle sager, der vedrører anvendelse af amatør-, ordens- og udelukkelsesbestemmelser, om overtrædelse af reglementer og lignende, eller om usportslig eller usømmelig adfærd.”. Og denne sag drejer sig om en rent juridisk fortolkning af, om et retligt forbehold kan gøres gældende eller ikke, hvilket er et spørgsmål, som henhører under de civile domstole.

Som følge heraf træffes følgende:

KENDELSE:

Den af XX Forening fremsendte klage afvises.

Kendelsen kan af parterne indbringes for Danmarks Idræts-Forbunds Appeludvalg. Fristen er 4 uger efter modtagelse af nærværnede kendelse.

Brøndby, 14. maj 2004
Dansk Golf Union
Amatør- og Ordensudvalget
v/John Finderup, formand

Search

Checkbanner
Bannerplads

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik