Afgørelse 20

Afgørelse 20

XX Golf Klubs eksklusion af medlem (klager)

Kendelse:

afsagt den 2. juli 1991 af Dansk Golf Unions Amatør- og Ordensudvalg:

Klager har været medlem af XX Golf Klub siden 1974.

I 1989 påtog han sig at lede klubbens sponsorudvalg med det formål at skaffe sponsorer til reklamer på teesteder, puttinggreen, flag og bænke, donorer til 6 nye bænke, samt henvisningsskilte og nye matchsponsorer. Alle opgaver var løst, da den nye 18 hullers bane blev indviet i 1990.

Senere i 1990 aftalte klager med klubbens formand, at han blot skulle sende en regning på sine udgifter i forbindelse med sponsorarbejdet, så ville formanden attestere den og klager få pengene. Klager sendte da en regning på 1750 kr., som han ca. 2 måneder senere fik honoreret i form af en gavecheck.

Klager fortsatte med at skaffe sponsorer for 1991. Matchsponsorbeløbet steg fra 24.000 kr. i 1990 til 47.000 kr. Klager foreslog derefter, at man skulle prøve at sælge skilte til klubbens 81 parkeringsbåse. Bestyrelsen gave grønt lys, og i februar 1991 havde klager solgt samtlige parkeringsbåse for 3 år med en indtægt for klubben på 45.000 kr. årligt.

Da klager erfarede, at formanden ikke ville fortsætte som formand efter generalforsamlingen sendte han strakte en regning på 3.000 kr. til bestyrelsen, men hørte intet. På forespørgsel fik han af kassereren at vide, at man ville overlade regningen til en eventuel ny bestyrelse.

Efter generalforsamlingen meddelte den nye formand, at klager intet juridisk krav havde på sine udlæg, da han kun havde mundtlige aftaler med den tidligere bestyrelse, som den nye bestyrelse ikke følte sig bundet af.

Da klager den 12. april 1991 sammen med baneudvalgsformanden og greenkee-peren skulle placere de 81 nytegnede skilte, blev han af greenkeeperen gjort opmærksom på, at skiltene formentlig var ulovlige, og at Skov- og Fredningsstyrelsen næppe ville give tilladelse til en sådan skiltepark.

Den 15. april 1991 satte klager en skrivelse op på klubbens opslagstavle. I skrivelsen gjorde klager opmærksom på, at aftalen med den tidligere bestyrelse om dækning af hans udgifter i forbindelse med sponsorarbejdet var blevet tilsidesat af den nye bestyrelse. Han meddelte endvidere, at han samme dag ville henvende sig til Skov- og Fredningsstyrelsen, da han var gjort opmærksom på, at klubbens bestyrelse ikke havde indhentet nogen form for tilladelse til skiltenes placering – hverken på banen eller på parkeringspladsen.

Faktisk rettede klager henvendelse både til Skovstyrelsen og til Fyns Amt.

Den 19. april 1991 besluttede bestyrelsen at ekskludere klager, jvf. § 6 i Vedtægter for XX Golf Klub. Den udelukkede ham endvidere som greenfeespiller i klubben.

Ved skrivelse af 24. april 1991 har klager bedt Amatør- og Ordensudvalget om at tage affære med hensyn til hvert enkelt punkt i eksklusionen og om yderligere at sørge for, at XX Golf Klub betaler hans udgifter.

XX Golf Klub har i skrivelse af 11. juni 1991 oplyst, at der ikke som af klager påstået var tale om, at bestyrelsen havde brudt nogle aftaler. Man har desuden erfaret, at klager som hævn har ringet til flere af klubbens sponsorer og sagt, at de ikke skulle betale deres reklamer på golfbanen.

Såvel XX Golf Klub som klager er anmodet om at tilkendegive, om sagen ønskes forelagt mundtligt for udvalget, jvf. § 6, nr. 3, i Vedtægter for Dansk Golf Unions Amatør- og Ordensudvalg.

XX Golf Klub oplyste, at formanden ville møde og give mundtlig forklaring om sagen; men klubben var ikke repræsenteret på udvalgets møde den 2. juli 1991 og havde ej heller tilmeldt sig mødet.

Derimod mødte klager og afgav mundtlig forklaring samt fremlagde en erklæring af 26. juni 1991 fra 8 sponsorer om, at klager ikke har opfordret dem til at undlade at betale deres sponsor-mæssige forpligtelser, men blot bedt dem om at vente med sponsorstøtte, indtil der foreligger godkendelse fra Skov- og Fredningsstyrelsen for Fyns Amt.

Udvalget skal udtale følgende:

1.      Spørgsmålet om, hvorvidt klubben er bundet af en af den tidligere bestyrelse truffet aftale, og i tilknytning hertil om eventuel inddrivelse af klagers tilgodehavende for afholdte udgifter, er et rent civilretligt anliggende, som Amatør- og Ordensudvalget ikke har kompetence til at afgøre.

2.      Udvalget har ikke kompetence til at pålægge en klub at tillade et ikke-medlem at spille på dens bane mod erlæggelse af greenfee.

3.      Spørgsmålet om eksklusion er taget under behandling i medfør af § 2, nr. 1, i Vedtægter for Dansk Golf Unions Amatør- og Ordensudvalg.

Ifølge § 6, andet afsnit, andet punktum, i Vedtægter for XX Golf Klub er bestyrelsen berettiget til at ekskludere et medlem, hvis adfærd skader klubbens anseelse eller udøvelsen af klubbens funktioner.

Der er ikke i de for udvalget forelagte oplysninger fundet tilstrækkeligt bevis for, at klager for forset sig som forudsat i vedtægternes § 6, andet afsnit, andet punktum.

Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at han har opført sig på en sådan måde, at en karantæne indtil udgangen af 1991 anses for berettiget.

Derfor bestemmes:

Den af XX Golf Klub trufne beslutning om eksklusion af klager som medlem ophæves.

Dansk Golf Unions Amatør- og Ordensudvalg

Jørgen Frigast Larsen, formand                            Gunnar Møller                  Kai Hinrichsen

Search

Checkbanner
Bannerplads

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik