Vedtægter

Vedtægter for DGU'S Amatør og Ordensudvalg

§ 1

Stk. 1. Amatør - og Ordensudvalget består af 3 medlemmer valgt af repræsentantskabet for 3 år ad gangen. Mindst et medlem skal have juridisk kandidateksamen. Hvert år afgår 1 medlem efter anciennitet. Genvalg kan finde sted.

Stk. 2. Hvert år vælges en suppleant for en 1-årig periode. Genvalg kan finde sted.

Stk. 3. Bestyrelsen og/eller Amatør - og Ordensudvalgets forslag til genvalg eller nyvalg af medlemmer og suppleant til Amatør - og Ordensudvalget skal være fremsendt til medlemsklubberne under Dansk Golf Union senest den 1. januar forud for det ordinære repræsentantskabsmøde. Forslag fra medlemsklubberne skal være bestyrelsen i hænde senest den 1. februar.

Stk. 4. Udvalget vælger selv sin formand og fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 5. Udvalgets medlemmer og suppleanten har ret til at overvære Unionens repræsentantskabsmøder.

§ 2

Et medlem eller en suppleant i Amatør - og Ordensudvalget kan ikke samtidig være medlem af andre organer under eller tilknyttet Dansk Golf Union. Ingen kan deltage i behandlingen af en sag, hvis der foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed. 

§ 3

Stk. 1. Amatør - og Ordensudvalget behandler alle sager, der vedrører anvendelse af amatør-, ordens - og udelukkelsesbestemmelser, om overtrædelse af reglementer og lignende, eller om usportslig eller usømmelig adfærd. 

Stk.2. Amatør – og Ordensudvalget kan afvise behandling af en sag, der forudsættes at være endeligt afgjort ved den afgørelse, der er truffet i en tidligere instans, eller som bør afgøres uden for Amatør - og Ordensudvalget. Afgørelser truffet af DGU’s Handicap – og Course Rating komité om suspension eller fortabelse af handicap for en periode på 6 måneder eller mere kan af den berørte spiller indankes for Amatør - og Ordensudvalget, som kan beslutte, at anken skal have opsættende virkning indtil afgørelse kan træffes.

§ 4

Stk. 1. Enhver person eller organisation under Dansk Golf Union er berettiget til at indbringe sager, der er omfattet af § 3, for udvalget.

Stk. 2. Indbringelse for udvalget skal ske inden 4 uger efter at forholdet er begået, eller parten er blevet bekendt med den afgørelse, der klages over.

§ 5

Stk. 1. Udvalgets møder er offentlige, med mindre udvalget selv eller efter begæring fra en af parterne måtte beslutte, at mødet skal foregå for lukkede døre.

Stk. 2. Såfremt behandlingen foregår for åbne døre, kan udvalget træffe beslutning om referatforbud og/eller navneforbud.

§ 6

Amatør - og Ordensudvalget kan, såfremt sagen efter sin karakter egner sig dertil, indlede sin behandling af sagen med at søge at mægle mellem parterne (mediation). 

§ 7 

For Amatør - og Ordensudvalget gælder følgende reglement:

1.      Enhver henvendelse til udvalget skal tilstilles dette gennem Dansk Golf Unions sekretariat, som modtager kopi af udvalgets afgørelser.

2.      Udvalget kan under en sags behandling indhente alle de oplysninger, det finder fornødent, og såvel klubber som enkelte medlemmer skal besvare udvalgets forespørgsler i så henseende inden den frist, udvalget måtte sætte.

3.      Hver af parterne skal altid have lejlighed til at udtale sig og kan forlange, at der gives dem lejlighed til overfor udvalget mundtligt at fremsætte og begrunde deres påstande.

4.      Foruden i det i stk. 3 nævnte tilfælde skal der i en sag finde mundtlig forhandling sted i udvalget, når formanden eller 2 medlemmer ønsker det. 

§ 8

Amatør - og Ordensudvalget kan tildele klubber eller medlemmer af klubber under Dansk Golf Union advarsler eller irettesættelser, træffe bestemmelse om deres midlertidige eller endelige udelukkelse fra enkelte eller alle konkurrencer, suspension af handicap, udelukke klubber fra Dansk Golf Union og udelukke medlemmer fra klubber under Dansk Golf Union.

Ligeledes kan udvalget, når en sag er rejst, træffe midlertidig bestemmelse om udelukkelse eller handicapsuspension, indtil endelig afgørelse af sagen er truffet.

§ 9 

Stk. 1. En af Amatør - og Ordensudvalget truffen afgørelse kan indbringes for Danmarks Idræts Forbunds appeludvalg inden 4 uger efter, at parten har modtaget Amatør - og Ordensudvalgets afgørelse.

Stk.2. Parterne skal i forbindelse med afgørelsen gøres opmærksom på ankemuligheden efter stk. 1

Stk. 3.Amatør-og Ordensudvalgets afgørelser i sager indanket fra DGU’s Handicap –og Course Rating komité er endelige og kan ikke indankes for andre instanser.

§ 10 

Anke til Danmarks Idræts - Forbunds appeludvalg har normalt ikke opsættende virkning. Dansk Golf Unions Amatør - og Ordensudvalg kan beslutte, at en sags anke til Danmarks Idræts - Forbunds appeludvalg har opsættende virkning.

§ 11 

Medlemmerne af Amatør - og Ordensudvalget har ret til at overvære samtlige af Dansk Golf Union eller dens medlemmer arrangerede turneringer, konkurrencer eller opvisninger.

§ 12 

Ændringer til disse vedtægter kan vedtages af Dansk Golf Unions repræsentantskab efter forslag fra Dansk Golf Unions bestyrelse efter at have været forelagt Danmarks Idræts – Forbund, hvis bemærkninger til bestyrelsens udkast ligeledes skal forelægges repræsentantskabet.

Således vedtaget på repræsentantskabsmøde i Dansk Golf Union den 19. marts 2005.

Årsberetning 2008 Golfen i tal DGU's Virksomhedsplan 2007-2009

Search DGUs sponsorer 

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik