Afgørelse 23
Udelukkelse fra regionshold
En spiller havde på træningsbanen givet holdkaptajnen for klubbens regionshold ?fingeren? på grund af utilfredshed med holdkaptajnens dispositioner. Efterfølgende langvarig korrespondance mellem spilleren, klubbens ledelse m.v. løste ikke sagen og klubben meddelte herefter spilleren, at han ikke ville komme i betragtning ved udtagelse af de hold, som sportsudvalget administrerer, ligesom han heller ikke kunne deltage i de andre aktiviteter, som sportsudvalget tilbød. Udelukkelsen ville i første omgang være for sæsonen 2005.
Amatør- og Ordensudvalget fandt, at den af klageren udviste optræden, herunder at give holdkaptajnen ?fingeren? og i efterfølgende mail at fastholde det berettigede i denne handling, var således at klubben med fuld ret kunne beslutte ikke at benytte klageren på udvalgte og repræsentative hold i året 2005, - dog burde han have mulighed for at deltage i den af klubbens matchudvalg arrangerede ranglisteturnering.
Afgørelsen er af klageren indbragt for Danmarks Idræts - Forbunds Appeludvalg. DIF's Appeludvalg har stadfæstet Amatør- og Ordensudvalgets afgørelse.