Afgørelse 3

Afgørelse 3

Klage mod DGU’s Handicap- og Course Rating Komité

DGU’s Amatør- og Ordensudvalg har fra klager modtaget skrivelse af 29. april 2003, hvori han indanker afgørelse truffet af DGU’s Handicapkomité af 7. april 2003.

Den indankede afgørelse er sålydende:

”DGU’s Handicap- og Course Rating Komité har modtaget din anke over den suspendering af dit handicap i et år, som XX Golf Klub har foretaget.

Efter telefonisk samtale med dig 03.03.03 samt fornyet gennemlæsning af alle sagsakter har DGU’s Handicap- og Course Rating Komité besluttet følgende:

Din anke samt samtalen med dig har ikke bragt nye oplysninger frem i sagen. Vi er enige med din hjemmeklub i, at dine handlinger må betragtes som grove overtrædelser af handicapreglerne, og vi fastholder derfor længden af suspenderingsperioden.

Ud fra en rimelighedsbetragtning finder vi imidlertid, at den pådragne suspendering skal have virkning fra d. 25.11.02, som er postdato for det anbefalede brev fra klubben til dig med underretningen om suspenderingen. Det betyder, at suspenderingen ophører d. 25.11.03.

Endvidere har vi besluttet, at XX Golf Klub skal returnere dit DGU-Medlemskort til dig, da der alene er tale om en handicapforseelse. Suspenderingen af handicap betyder ikke, at man ikke er medlem af klubben med samtlige øvrige rettigheder.”

Amatør- og Ordensudvalget har meddelt klageren og XX Golf Klub, at sagen efter udvalgets opfattelse er særdeles godt beskrevet i det skriftlige materiale, og at det af vedtægterne for udvalgets arbejde fremgår, at hver af parterne skal have lejlighed til at udtale sig og kan forlange, at der gives dem lejlighed til over for udvalget mundtligt at fremsætte og begrunde deres påstande. Udvalget har anmodet om at få oplyst, om parterne ønsker lejlighed til mundtligt at redegøre for sagen eller om udvalget kan færdigbehandle sagen på det skriftlige grundlag.

Klageren har ved brev af 26. maj 2003 og XX Golf Klub ved brev af 18. juni 2003 bekræftet, at sagen kan afgøres på det skriftlige grundlag.

Det fremgår af det skriftlige materiale i sagen, at klageren har indleveret 3 score-kort fra XX Golf Klub dateret 3/8, 10/8 og 17/8 2002. På det første kort er hans handicap anført til 4,0, og da score er påført med 40 points skal der i henhold til handicap systemet ske regulering med 0,4. På det næste scorekort er handicap anført som 3,6, og med påført score på 39 points skal der ske regulering med 0,3. På det sidste scorekort er hans handicap anført til 3,3, og score er påført med 39 points, således at yderligere regulering skulle ske med 0,3.

Det er et faktum, at alle tre scorekort er falske.

Hvis handicapkomiteen i XX Golf Klub havde godkendt de falske scorekort, ville klageren være blevet reguleret ned i handicap fra 4,0 til 3,0.

Klageren har anmodet om, at sagen revurderes således, at den idømte straf nedsættes til 6 måneders suspendering svarende til den straf, som den anden part i sagen er idømt. Uden at det fremgår af sagens akter går udvalget ud fra, at det er markøren på de falske scorekort, der har fået den mindre straf.

Amatør- og Ordensudvalgtes formand, John Finderup, har erklæret sig inhabil i denne sag, og udvalgets suppleant, Mogens Vinther, er indtrådt i hans sted.

Et enigt udvalg udtaler følgende:

Klagerens hensigt med at indlevere falske scorekort har ubestridt været at opnå en nedsættelse af handicap fra 4,0 til 3,0. Baggrunden for dette ønske må have været at få så lavt et handicap, at han kunne være sikker på at deltage i større elitematcher, hvilket ville have som konsekvens, at han med sine handlinger ville udelukke en anden fuldt kvalificeret spiller i at deltage. Uanset de fra klageren fremkomne forklaringer og anførte undskyldninger må udvalget derfor tiltræde, at klageren groft har overtrådt sine forpligtelser i henhold til handicapsystemet, således at suspendering af hans handicap i henhold til § 11.1 er berettiget.

Udvalget finder ikke, at der er anledning til at ændre den af DGU’s Handicap- og Course Rating Komité fastsatte suspenderingsperiode.

Som følge heraf træffes følgende:

KENDELSE:

Den af DGU’s Handicap- og Course Rating Komité den 7. april 2003 afsagte ken-delse stadfæstes.

Suspenderingen af klagerens handicap ophører den 25. november 2003.

Denne kendelse kan ikke indbringes for andre instanser, da det er den endelige afgørelse under DGU, jfr. EGA-Handicapsystemet § 1.6.

Brøndby, juli 2003
Dirch Riber               
Ingelise Harrits Aaby                                          
Mogens Vinther

 

Search

Checkbanner
Bannerplads

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik