Charlotte Lorentzen

Charlotte Lorentzen

Nu er der næsten gået en hel sæson uden så meget som en linie herinde, men jeg har også haft rigtig travlt i 2007...



Det gik godt i 2007, ikke bare resultatmæssigt, men jeg har følt en udvikling hele vejen igennem og så er mit bundniveau helt klart blevet hævet. Derudover jeg har lært en del om mig selv, både hvordan jeg reagerer på nederlag og på sejr.

Der er da ting jeg kan ærgre mig over i år som f.eks. mit "manglende bidrag" (i form af point) til Junior Solheim Cup holdet (selvom oplevelsen var stor alligevel) eller vores EM bronzemedalje, som vi alle meget gerne ville have haft byttet ud med en guldmedalje. Omvendt er skuffelse også med til at udvikle en som person, og kan være medvirkende til, at man næste gang gør tingene en lille smule anderledes. Hvem ved, måske står også pigerne med guldmedaljer om halsen i 2008...

Dette fører mig hen til de ting, jeg har kunnet glæde mig over i år (og der er ikke få). Mine turneringer har givet mig erfaring endnu engang, lige så vel som min træning har. Mine resultater, som jeg er rigtig stolt af og min udvikling, som jo i virkeligheden er det, der kan sikre at resultaterne kommer i sidste ende. Vores sejr i slagspilskvalifikationen til hold EM, hvor vi virkelig viste klasse. Derudover har jeg også gang på gang kunnet glæde mig på mine venners vegne. Og selvom man efterhånden har hørt og set den sætning mange steder, så kan det ikke siges for tit: 2007 var virkelig amatørernes år. Det er noget, jeg tror, alle på landsholdet kan mærke: at vores arbejde - ikke bare det individuelle, men også samarbejdet, har båret frugt. I år handler det jo så om at bygge ovenpå det solide fundament fra sidste år, således at vi allesammen får endnu et super år!

---

Vintertræningen er jo allerede i fuld gang, og selvom man længes efter at spadsere ned ad grønne fairways i lange baner, så er det alt andet lige en dejlig ting at træne, og at komme "til bunds" i nogle ting henover vinteren. Landsholdet har fået lagt en ekstra træningslejr ind udover den årlige i Spanien. Det betyder, at mange af os rejser til Tyrkiet på søndag. Det bliver nu alligevel dejligt med lidt sol og varme :)



Mange tak for år 2007 - jeg glæder mig som en gal til sæsonen i år!



- Charlotte

26. februar 2008 kl. 13:51

Search

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik