Gratis adgang til Nykredit Masters
Der er både gratis agang og eget aktivitetsområde for alle danske juniorer under Nykredit Masters på Simon's Golf Klub i september

Annika Sörenstam spiller sin sidste turnering i Europa på Simon's
Det er lige om lidt, du kan se golf i verdensklasse, når Ladies European Tour gæster Simon’s Golf Klub i dagene 5. til 7. september. Turneringen hedder Nykredit Masters, og otte af de ti bedste damer i Europa stiller op sammen med vores egen Iben Tinning og en række andre danske topspillere. Oven i købet er Nykredit Masters sidste optræden i Europa for verdens bedste kvindelige golfspiller gennem tiden, Annika Sörenstam, og flere tv-stationer har meldt deres ankomst.
DGU forventer, at Nykredit Masters sætter publikumsrekord i år, da der allerede nu er solgt flere billetter end i de tidligere år, og som junior kommer du gratis ind alle turneringens dage. Det eneste, du skal gøre, er at tage dine klubkammerater under armen og få din træner, leder eller dine forældre til at arrangere transporten.
Juniorerne får endvidere deres helt eget område under turneringen. Her kan du møde juniorer fra andre klubber, og der vil være aktiviteter i juniorområdet både lørdag og søndag. For eksempel kigger Iben Tinning forbi lørdag eftermiddag for at snakke og skrive autografer.
Nykredit Masters bliver med andre ord den største golfoplevelse på dansk jord i denne sæson, også for juniorer. Vil du have en forsmag på, hvad der venter? Klik på billedet nedenfor og afspil filmen i højre side af banneren.

Fakta
Entré:
Gratis entré for alle juniorer hver dag i tidsrummet 8-11. Mød op ved hovedindgangen med sygesikringsbevis eller anden dokumentation for alder.
Juniorområde:
Åbent lørdag fra kl. 10 til 18.30 og søndag fra kl. 10 til 16.30. Juniorområdet er et aktivitetsområde og fungerer ikke som børnepasning. Ophold i juniorområdet er endvidere på eget ansvar.
Mere info:
www.nykreditmasters.dk