Nannas travle sommer

Det har været en travl sommer i golfens tegn for 13-årige Nanna Koerstz-Madsen fra Smørum Golfklub. Nanna, der har handicap 4, 1, har både været med DGU på PigeCamp og til Pige Tour

Nanna og Katrine
Nanna (t.v.) og Katrine - selv om man er forskellig i alder og handicap, kan man godt være sammen på camp
Nanna var en af de ældste piger på PigeCamp i Hedensted, der lige er overstået. Samtidig havde hun campens laveste handicap, men det betød ikke noget, for PigeCamp handler mere om det sociale end om det sportslige.
- Det er mere socialt på en camp, vi træner jo ikke, så det med handicappet betyder ikke noget. Det handler mest om at lave nogen sjove ting sammen, vi var for eksempel i Legoland, og så var der en masse forskellige konkurrencer på campen, og om aftenen så vi film. Ind imellem det sidder man ude i teltene sammen med dem, man er blevet venner med,
og det er hyggeligt, siger Nanna.

- Jeg kendte tre på forhånd; en fra min egen klub, og to havde jeg set på Pige Tour. De nye, jeg har lært at kende, skriver jeg med på SMS og MSN, og så regner jeg med at se dem igen til turneringer, fortæller hun videre.

Med på PigeCamp var også Katrine Stirø-Larsen, otte år og fra Frederikssund Golf Klub. Katrine spiller i højt handicap, men havde ligesom Nanna en sjov uge på campen.
- Det har været rigtig sjovt, selv om det også var lidt irriterende at stå op klokken syv hver morgen, fortæller Katrine og fortsætter:   
- Jeg har fået masser af nye venner, og vi havde besøg af to landsholdsspillere, Trine og Sara. Sara (Monberg, red.) skrev på min bold: Til Katrine fra Sara Monberg, held og lykke, og den bold har jeg gemt i min bag. Og så var det sjovt at spille på stor bane.

DGU har i sommerens løb afholdt fire camps – DrengeCamp, UngdomsCamp, FamilieCamp og PigeCamp – og du kan se billeder fra alle camps på det her link.

Kom med på Pige Tour
Udover PigeCamp har den også stået på Pige Tour for Nanna Koerstz-Madsen. Hun var med i slutningen af juni i Viborg og skal være med igen, når det går løs den 23. august i Roskilde Golf Klub. Her handler det mest om det sportslige, selv om hun også lærer en masse nye at kende, når hun er af sted til turneringen:
- Pige Tour er en stor turnering at spille, der er mange gode med. Jeg har vundet C-rækken engang, men jeg har aldrig prøvet at vinde A-rækken, så det kunne jeg godt tænke mig, slutter Nanna.

Selv om du ikke har været med i de to første afdelinger af Pige Tour, kan du godt være med i den sidste i Roskilde, hvis du er pige, mellem 10 og 18 år og har et lavere handicap end 40. Du kan læse mere om Pige Tour her, hvor du også finder informationer om tilmelding.

Junior Nyt tilmelding   
Search Haarby Efterskole

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik