Fed dag i Smørum
Frederik Lüchow Pedersen, der i denne uge har været i praktik i DGU’s kommunikationsafdeling, vandt i juli måned JuniorNyts sommerkonkurrence og dermed en træningsdag med landsholdet i Smørum. Vi bringer her hans dagbog fra sit møde med landstræneren

Frederik Lüchow Pedersen får instruktion af landstræner Thomas Larsson
Onsdag den 8. oktober - landsholdssamling i Smørum Golfklub
Jeg skulle mødes med landstræner Thomas Larsson på Driving Range kl. 15. Jeg havde lige haft matematik, så jeg var lidt træt, men da jeg kom til træningen, blev jeg lysvågen. Alt, hvad der hed skole røg ud af hovedet, desværre også lektierne.
Jeg stod og varmede op i en halv times tid, fik svinget på plads og gjorde de sidste forberedelser. Thomas sagde, at jeg først skulle videofilmes, så jeg selv kunne se, hvad der var galt, samtidig med jeg fik en bedre forståelse for, hvorfor boldene havde den flugt, som de fik. Han rettede tre ting: min vægtfordeling, grippet og hængslingen i opsvinget.
Bagefter gik jeg over på min egen måtte og stod to timer og arbejdede med det, han havde sagt. Da jeg skulle videofilmes anden gang, sagde Thomas, at han kunne se uden video, at det var blevet meget bedre. Da jeg så selv så videofilmen, kunne jeg også se det.

Bagefter vurderer de sammen forandringerne på skærmen
Om aftenen var mine arme tunge som bly, jeg havde vabler på min pegefinger og nogle skuldre, der bare gjorde ondt. Dagen efter stod jeg på klubbens range, og hver eneste slag sad snorlige, så træningen havde hjulpet, og det gør den stadig den dag i dag.