Udsigt til en oplevelse

Trods mange blinde huller er der nok at se på i Korsør, hvor udsigten til bro, bælt og bugt er med til at gøre de 18 huller til en oplevelse ud over det sædvanlige


Besøgt af Thomas Vennekilde og Henrik Søe. Bragt i Dansk Golf 5 2005, 28. november 2005

Udsigten over Korsør Nor

Jeg går ad vejen mod Korsør
en tidlig fredag aften
bilerne de drøner bare forbi
mit tøj er tyndt og det er hundekoldt
jeg går med tommen i vejret
bilerne de drøner bare forbi

Kim Larsen sagde det på sin egen måde i ”Blaffersangen”. Men de vise ord fra Værsgo-hittet fra 1973 holder mere end nogensinde. For bilerne drøner i den grad forbi Sjællands ”gateway” til den vestlige del af Kongeriget. Hele fem millioner personbiler har i løbet af golfsæsonen 2005 taget turen over Storebæltsbroen, men langt hovedparten af disse køretøjer standser kun et kort øjeblik ved betalingsbåsene, før hjulene igen har kurs mod enten Fyn eller København.

VelkommenHvor mange af disse millioner af bilister, der samtidig har kørekort til en golfrunde, skal være usagt. Men det er med garanti en del. Og så kan man jo undre sig over, at ”kun” cirka 6000 greenfee-spillere i samme periode gjorde sig den ulejlighed at dreje fra ved afkørsel 42 – og lægge vejen forbi Korsør Golf Klub. For det er lige rundt om hjørnet.

Korsør Golf Klub blev stiftet i 1964. Det var dengang transporten over bæltet foregik med den spritnye M/F Arveprins Knud og ordet brobizz var fjern, fjern fremtid. Men med tanke på nutidens voldsomme trafik over Storebælt er det faktisk lidt uforståeligt, at greenfee-bogen i Korsør ikke benyttes mere.

Danmarks sværeste
Forventningens glæde tager til i styrke, når man har passeret den store kampesten, som signalerer golfklubbens tilstedeværelse og begynder den lille gåtur fra p-pladsen til klubhuset. Den lille sti bugter sig smukt gennem træerne, og når man i det fjerne skimter et par golfspillere på vej ind på en solbeskinnet 18. green, øges skridtlængden helt automatisk.

Første teeDet gamle stråtækte klubhus med bindingsværk oser af atmosfære og går fint i spænd med den venlige betjening i sekretariatet. Der sludres lystigt i venteområdet før opstigningen til 1. teested, der ligesom mange øvrige huller i Korsør ligger højt hævet over fairway. Et kig i baneguiden fortæller os, at vi her har at gøre med Danmarks sværeste par 4-åbningshul. Hullet er blot 307/237 meter, og der er ganske vist out-of-bounds i højre, og træer, der kan genere vejen til fairway. Men selv om nogle nok vil anfægte påstanden, er vi overbeviste om, at der findes par 4-åbningshuller rundt omkring i Kongeriget, som kan give mere sved på panden. Men på den anden side øger det kun selvtilliden, hvis man kan forlade 1. green med en god score og føle, at man har besejret et svært hul.

Banen i Korsør hører ikke til de længste. 5700 meter fordelt på en par-73-bane er overkommeligt, men til gengæld får man ikke mange slag foræret. Derimod får man en stor oplevelse på en utrolig varieret bane, hvor hullerne har vidt forskellig karakter. Korsør er en hybrid mellem en park- og skovbane – med en snert af links på de fem huller, der ligger med udsigt over Korsør Nor.

Blinde huller med udsigt
Korsør har mange blinde huller – hele 11 af slagsen, men selv om det kuperede landskab flere steder kræver et solidt lokalkendskab for at knække koderne, er de mange bakketoppe samtidig med til at gøre banen til en seværdig oplevelse ud over det sædvanlige. For det er stort set umuligt ikke at stoppe op og sluge udsigten over Korsør Nor på den ene side og Korsør by med Storebæltsbroen i baggrunden til den anden side. Smukkere kulisse skal man lede længe efter.

Arveprins Knuds majestætiske afløser står klart og smukt i billedet fra det højt beliggende teested på 6. hul, hvor man skal gøre op med sig selv, om selvtilliden rækker til at skære hjørnet, eller om det sikre mellemjern skal frem. Det er risk-and-reward, så det plasker.

På de første 14 huller kan man kun svagt fornemme havets tilstedeværelse, men på 15. og 16. hul kommer man helt derud, hvor man kan høre bølgebrus og skumsprøjt fra Korsør Nors bredder. De to smukke huller smyger sig på bedste Pebble Beach-manér rundt i vandkanten, og fra teestedet er der frit valg mellem det sikre og det satsede. Enten brager man igennem med en driver og giver sig selv en birdiechance, eller også spiller man sikkert. Det sidste er klart at foretrække, hvis man har hang til slice og det, der ligner…

StorebæltsbroenDer er også huller, der leder tankerne hen på Mickey Mouse og co. Et godt eksempel er par 5- hullet 12., hvor både første-, andet- og tredjeslaget er mere eller mindre blindt. Drivet skal ligge præcist i doglegget, og de efterfølgende slag skal slås gennem en meget smal passage op til en ultrahøjt beliggende og lille green, som med sine to voldsomme plateauer formentlig har genereret en del indtægter til herreklubbens bødekasse på eder-og-forbandelses-kontoen – hvis sådan noget ellers findes. Herreklubben i Korsør går i øvrigt under navnet ”Manneklub”.

Nye huller på vej
Korsør er også speciel, idet banen kun har tre par 3-huller, men det bliver der forhåbentlig rådet bod på, hvis klubben får held til at udvide banen med ni huller. Udvidelsesplanerne har været klar længe, men visionen om en 27-hullers bane i Korsør er midlertidigt sat på standby, fordi kommunen først skal behandle en klagesag.

Sagen forventes først afsluttet i sommeren 2006, og hvis klubben får grønt lys, kan klubbens medlemmer måske til den tid fejre den nyhed med en stor kold fadøl til bare 25 kroner på terrassen. Og er man blevet sulten efter de 18 huller i skøn natur, kræver det bestemt ikke det store greb i lommen for at få stillet lysten. Den dyreste ret på Golfcaféens menukort er således en sildetallerken til 65 kroner. Det må siges at være mere end almindeligt billigt.

Dansk Golfs udsendte gik ombord i en golfburger, og vi kunne konstatere, at den gled fint ned i selskab med udsigten til 18. green, hvor den lille sø foran green skaber stor underholdningsværdi for gæsterne på terrassen. Under alle omstændigheder vil hovedretten dog være de 18 huller i Korsør Golf Klub. Så næste gang du ser broen i det fjerne - og har fire-fem timer til rådighed – så drøn endelig forbi Ørnumvej 8.

Profil af Korsør Golf Klub

KlubhusHistorie:
Stiftet i 1964 som DGU-klub nr. 14. Banen er tegnet af klubbens egne medlemmer, Arne Jørgensen og Morten L. Mortensen

Kørevejledning:
Drej fra ved frakørsel 42 på motorvej E20 og kør mod venstre af Tårnborgvej. Følg tredje vej i rundkørslen (Ørnumvej), hvorefter skilte viser vej til golfbanen.

Banebeskrivelse:
En blanding af skov- og parkbane i smukt kuperet landskab med mange niveauforskelle og fantastiske udsigter.

Banefakta:
18 huller – par 73. Gul tee: 5745 m. Rød tee: 4984.

Klubben i tal:
Antal medlemmer: 1151 (77 juniorer)
Kontingentsatser:
Senior (over 22 år): 4350 kr.
Junior: 1175 kr.

Greenfee:
Greenfee senior:
Hverdage: 250 kr. Weekend: 300 kr.
Greenfee junior: 125 kr. Weekend 150 kr.
Priserne gælder for 18 huller. 

Træningsfaciliteter:
Greenfee-prisen inkluderer bolde på den store driving range. Der er puttinggreen og korthulsbane ved klubhuset.

Hjemmesidewww.korsoergolf.dk 
Overskuelig hjemmeside med let adgang til relevante informationer for såvel medlemmer som gæster. Som en af de få danske klubber tilbyder hjemmesiden en stimpmeterservice, hvor interesserede kan få helt friske målinger af hastighederne på greens i såvel meter som yards.

Kontakt:
Korsør Golf Klub
Tårnborgparken
Postboks 53
Ørnumvej 8, 4220 Korsør
Telefon: 5837 1836
Fax: 5837 1839
E-mail: golf@korsoergolf.dk 

De drøner bare forbi
Trafiktal for Storebæltsbroen april-oktober 2005 (inkl. motorcykler og lastbiler)
April: 740.630
Maj: 814.630
Juni: 838.934
Juli: 947.240
August: 946.451
September: 833.024
Oktober: 834.780
I alt: 5.955.689  

Kilde: www.storebaelt.dk

Tre staldtips
1) Køb en baneguide. Med de mange blinde huller er de få kroner givet godt ud

2) Lad driveren få en hviledag. De fleste huller er enten så korte eller med så meget dogleg, at man sagtens kan bruge et 5-jern eller lignende fra tee

3) Kommer du fra vest, så husk at man kan købe en dagsbillet til 320 kr. for en tur/retur over Storebæltsbroen. Weekendbilletter koster 350 kr. Se mere på www.storebaelt.dk

Signaturhullet
Sct. Knuds 16. hul – på den anden side af Storebælt har ganske fortjent fået ry som et af Danmarks bedste og smukkeste huller. Men Korsørs 15. hul, som har visse ligheder med såvel hullet i Nyborg og 18. hul på Pebble Beach, må høre til i kategorien over Danmarks smukkest beliggende huller – set fra både teested og green. Med sine kun 316 meter fra gul og 288 meter fra rød er det ikke længden, der gør hullet svært. Men drivet skal være præcist – og hellere i venstre end i højre. For langs hele hullets højre side ligger stranden og havet. Andetslaget til den højt beliggende green kræver også en god del præcision – og alt andet end et greentræf vil resultere i et svært – og højst sandsynligt blindt – indspil mod pinden.

18. green

Denne artikel er et udtryk for redaktionens vurdering af banen på det tidspunkt den blev besøgt, og må ikke forveksles med en vurdering af banens nuværende stand

Search

www.danskgolftv.dk

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik