I den store bunker

Bunkers er en naturlig del af en golfbane. I Hedeland en så naturlig del, at de ligefrem har anlagt hele banen i én stor en af slagsen


Besøgt af Thomas Vennekilde. Foto Søren Tidmand og Thomas Vennekilde. Bragt i Dansk Golf 6 2006, 09. januar 2007

En af de mange bunkersDa de første golfbaner så dagens lys for over et halvt årtusinde siden i klitterne langs den skotske kyst, var der ikke noget, der hed banearkitekter, teesteder og hazarder. Her lavede man bare en række huller i det barske linkslandskab, og konkurrerede om, hvem der kunne slå en bold i samtlige huller på færrest slag.

Der dukkede dog hurtigt én naturlig forhindring op. Fårene, der gik og græssede i klitterne, puttede sig tæt til jorden, når vinden rigtigt hylede ude fra Nordsøen. Efterhånden fik de udsatte dyr, trykket sig så meget ned i jorden, at der opstod fordybninger, hvor græsset var slidt væk og der bare var sand tilbage. Og så var bunkeren skabt.

Hvis vi spoler tiden 500 år frem til midten af 1970’erne, så er der sket meget med golfspillet. Nu spilles det ikke længere kun langs den skotske kyst, men derimod over det meste af kloden. Og nu bruger man en gravemaskine i stedet for et gennemblæst får, når der skal laves en bunker på en golfbane.

I Hedehusene øst for Roskilde gjorde man tingene i den lidt omvendte rækkefølge i slutningen af 1970’erne. I/S Hedeland havde en 115 hektar stor grusgrav, hvor graveriet lakkede mod enden. En arkitektkonkurrence om, hvad det store areal kunne anvendes til fremover, blev vundet med et forslag om at anlægge en golfbane. Og således endte det med, at der blev anlagt en golfbane i en kæmpestor sjællandsk bunker.

Sand i spil
Godt 20 år efter at Golfklubben Hedelands bane blev anlagt kan det være svært at se, at man spiller i en nedlagt grusgrav. Banen har ganske vist nogle stejle skråning, som en grusgravs-connoisseur sikkert vil spotte med det samme, men for lægmænd ud i kunsten at grave store mængder sand, ligner det bare almindelige bakker, som skal forceres i jagten på de næste stableford-point.

Men selv om fortiden som grusgrav er svær at få øje på, når man bevæger sig rundt på Hedelands 18 huller, er der aldrig langt til en lille påmindelse om banens fortid. 64 bunkers er spredt ud over de 18 huller, og især på for-ni er der rigeligt med muligheder for at besøge en af de mange bunkers. De er strategiske placeret, som den slags bør være. De få fairwaybunkers ligger klar til at snuppe drives, der ikke holder sig på dydens smalle sti, men det er omkring greens, at man for alvor kan komme til at føle sig som Lawrence of Arabia. Ikke nok med at de er strategisk placeret i forhold til spilleretningen, men de er også store og dybe og ofte anbragt i klynger af to-tre-fire styk, så dit bunkerspil skal helst være velsmurt, når du gæster Hedeland.

Når du er kommet forbi de mange, kan du glæde dig til greens. De er store, kuperede og lavet i former, som kan give mange interessante pind-placeringer. Og da Dansk Golf var på besøg i midten af september, var de stadig i rigtig god stand. 

Mickey Mouse
Danmarks største greenDet kan godt være at greens generelt er store i Hedeland, men en green overgår alle de andre, og tager sandsynligvis prisen som ”Danmarks Største Green”. Tripplegreenen, der på et luftfoto ligner Mickey Mouse, er målet for spillere på 4., 11. og 13. hul. Greenen måler 70 meter på den ene led og 50 meter på den anden, så hvis man slår et meget skævt indspil, kan man hurtigt havne i en situation, hvor et fire-putt er et godt resultat. Greenen er dog så stor, at man aldrig føler sig utryg ved at putte, mens der fra andre sider, spilles ind på den fælles green. 

16. greenBunkers er ikke de eneste hazarder, der lurer i det midtsjællandske. Søer, åer og vandløb er i spil på indtil flere huller. Gennem årene er der kommet flere søer til på banen. På 9. hul er der blevet anlagt en mindre sø i en kløft nedenfor teestedet. Og i 1995 besluttede klubben at anlægge en sø foran 16. green. Da gravearbejdet gik i gang, dukkede der meget andet end de forventede sten og jord op. Halvdelen af det gamle Vesterbro fra da København blev byfornyet, viste sig at være begravet under hullet. Murbrokker, køleskab og bilvrag blev gravet op, før der kunne lægges en membran og etableres en sø.

Muligheder for de modige
Søen på 6. hul sluger mange boldePå alle huller er det muligt at spille forsigtigt og sikkert og komme fra hullet med en hæderlig score. Men det er så sandelig også muligt at tage nogle chancer og blive belønnet. De mange hazarder på Hedeland kombineret med mange dogleg-huller, gør at der er mange huller, hvor den modige kan blive belønnet. 6. hul er et glimrende eksempel herpå. Fra det lille teested på kanten af en sø, har man udsigt til et kuperet par 5-hul. Et godt drive op mellem de to bunkers afføder nogle overvejelser: Skal jeg spille sikkert og slå venstre om søen eller skal jeg slå over søen og gå efter en birdie? Hvis man tager chancen bliver upræcise slag straffet med en vandgang eller et besøg i den tykke rough. Endelig ligger der fire bunkers klar til at snuppe de upræcise slag.

På 14. hul er der også et dogleg i spil. Her er det på teested, at man skal tage en beslutning. De forsigtige slår et jern ud i doglegget, og kan se frem til et andetslag på 150 meter. Derimod kan spillere med is i maven og draw i driveren virkelig komme tæt på green. Et solidt drive ind over doglegget og med en lille draw, ville bringe bolden indenfor pitching afstand af greenen, men hvis drivet ikke har de fornødne 200 meter til at carry doglegget, vil bolden ende i en nærmest afgrundsdyb slugt, og være så godt som umulig at spille videre med.

Tæt trafik
Det er ret let at komme til Hedeland. Banen ligger tæt på flere motorveje og landeveje, og er derfor lettilgængelig. Det er selvfølgelig dejlig praktisk når man skal ud til banen, men når man først er kommet frem, og skal til at spille, bliver det til gengæld lidt irriterende. Den tunge trafik fra Roskilde ned til Køgemotorvejen suser lige forbi, og selv om man hurtigt vænner sig til lyden, er den knap så rar at høre på, som for eksempel lyden af fuglekvidder og rislende bække.

Men velplaceret på terrassen med lidt godt fra Caféen på tallerkenen og lidt forfriskende fra bryggeriet I glasset, kan man nu ikke høre bilerne. I stedet kan man bare sidde I fred og ro og nyde udsigten og fundere lidt over, hvor god en golfbane, det rent faktisk kan lade sig gøre at anlægge i en nedlagt grusgrav.

Signaturhullet

SignaturhulletPå 11. hul kan man komme galt af sted på så mange måder, at det vil række for vidt at liste dem alle her. Fra det højtliggende teested har man udsigt over et 355/335 meter langt par 4-hul. Fra det højtliggende teested kan man se en tværgående å omkring 200 meter fremme. I hver ende af åen er der placeret en sø. Hullet doglegger rundt om den store sø til højre. Herfra snævrer fairway ind mellem søen og en roughbeklædt skråning langs venstre side. Greenen er beskyttet af to bunkers og en lille sø kort for i venstre side. Den kuperede green deles med 4. og 13. hul.

Udden-Wentworth skalaen

I 1898 navngav og inddelte Johan August Udden (1859-1932) sandkorn efter størrelse. I 1922 forfinede og modificerede C.K. Wentworth (1891-1969) skalaen, og resultatet blev Udden-Wentworth skalaen, der den dag i dag bruges som målestok for stens størrelse.

Sten inddeles efter følgende størrelser og navne:

Lerjord under 0,0039 mm
Silt 0,0039 til 0,0625 mm
Sand 0,0625 til 2 mm
Grus 2 til 4 mm
Småsten 4 til 64 mm
Rullesten 64 til 256 mm
Kampesten over 256 mm

 

 

 

Tre staldtips:

1: Sørg for at øve dit bunkerspil inden du begiver dig ud på banen. Du vil med garanti ende med at besøge en eller flere bunkers i løbet af runden

2: Vær ikke bange for at bruge din driver. De fleste fairways er brede, og da banen samtidig er lang, er det vigtigt at komme godt fra tee

3: Husk at besøge Caféen. Udvalget er måske ikke så stort, men det er portionerne til gengæld. Og så er det vel tilberedt og billigt

Klubhuset

Fakta:

Historie:
Stiftet i 1981 og optaget som klub nummer 50 under Dansk Golf Union. Banen er tegnet af Jan Sederholm 

Kørselsvejledning:
Fra Hedehusene eller Tune køres mod Reerslev. Syd for byen i Stærkende drejes mod vest af Stærkendevej 

Banebeskrivelse:
Åben bane anlagt i en nedlagt grusgrav. Terrænet er kuperet og der er mange søer og bunkers i spil. Har Danmarks eneste trippel-green 

Banefakta:
18 huller, par 72
Gul tee 6010 m
Blå tee 5371 m
Rød tee 5022 m 

Klubben i tal:
Antal medlemmer: 1224. Heraf er 127 juniorer. Der står 246 på venteliste 

Kontingentsatser:
Voksne: 4500 kr.
Ynglinge (19-24 år): 2350 kr.
Junior (15-18 år): 1475 kr.
Junior (indtil 15 år): 975 kr.
Indskud: 10.000 kr.  

Greenfee:
Seniorer, hverdage: 270 kr.
Seniorer, weekends, 350 kr.
Juniorer: halv pris
100 kr. rabat ved spil med medlem 

Træningsfaciliteter:
Træningsbolde er inkluderet i greenfee. Både driving range, putting green og indspilsområdet ligger tæt på 1. tee  

Hjemmesidewww.hedeland-golf.dk
Meget omfattende hjemmeside med et højt informationsniveau. Her kan man se om banen, sekretariatet og restauranten er åben, hvilke turneringer der er på programmet, læse nyheder og meget mere. 

Kontakt:
Golfklubben Hedeland
Stærkendevej 232A
2640 Hedehusene
Telefon: 4613 6188
E-mail: klub@hedeland-golf.dk

Seneste nyheder på DGU.org

Search

www.danskgolftv.dk

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik