Dejlige Dejbjerg
En dramatisk historie præger Dejbjerg Plantage, hvor også Dejbjerg Golf Klubs bane har oplevet dramatiske ændringer
Af Jens Christensen. Foto: Jens Morten, 01. april 2008

Dejbjerg Plantage lidt nord for Skjern og lidt øst for Ringkøbing Fjord bærer på flere hemmeligheder fra fortiden og i hvert fald én fra nutiden - Dejbjerg Golf Klub. Trods sine mere end 40 år på bagen, tiltrækker klubben ikke ret mange greenfee-spillere. Det kan kun være, fordi klubben - af vestjysk beskedenhed - aldrig har gjort særligt meget ud af at slå på tromme for sig selv, og måske fordi den for sommerferiegæster mere bekvemt beliggende Holmsland Klit i Søndervig, stjæler al opmærksomheden.
Heldigvis er Dejbjerg Golf Klub begyndt at uddele brochurer i de vestjyske sommerhusområder omkring Ringkøbing Fjord, og dét tiltag skal nok give bonus, når ikke-lokalkendte golfspillere opdager dejlige Dejbjerg for foden af den fredede oldtidsager Troldbanke i den sydlige udkant af Dejbjerg Plantage, hvor naturen veksler mellem skov, lyngbakker, mosehuller, kuperet og fladt terræn.
Netop plantagens sydlige del har en dramatisk historie, idet arealet, hede med spredte egekrat, i starten af 1900-tallet blev købt af Det Danske Hedeselskab, som ved hjælp af udstationerede fanger fra Gedhuslejren, en afdeling af Horsens Tugthus, tilplantede 400 hektar med bjergfyr, et arbejde, der stod på i 12 år - fra 1903 til 1915. To gange, i 1932 og 1947, blev plantagen hjemsøgt af storbrande, og de to genplantninger betød, at også andre nåletræarter dukkede op, fortrinsvis rødgran. I øvrigt findes resterne af fortidens tugthuslejr i Dejbjerg Plantage stadig - kun 500 meter fra golfklubben. Et skilt med teksten »Fangekoloni« viser vej gennem plantagen til voldanlægget, hvor fangerne boede i barakker bag pigtråd.
Fordækt folkefærd Men ikke kun tugthusfangerne har præget den smukke plantage med den dramatiske historie. Det samme har rakkerne - eller kæltringerne, som de også blev kaldt, et fordækt folkefærd, som var udstødt af det øvrige samfund på grund af uhæderlighed og en omflakkende livsform. En mindesten for det sidste kæltringehus er opsat i Bjørnemosen. Her boede to af de mest kendte rakkere, Mette Mus og Niels Kvembjerg. Bundsbæk Vandmølle nogle få kilometer fra golfbanen dannede ramme om mange dramatiske begivenheder blandt rakkerne - bl.a. fordi de fik udleveret fattighjælp |
 |
| Det smukke, stråtækte klubhus danner baggrund for 18. green |
 |
| Et langt par 3-hul med handicapnøgle 16 | |
på møllen, som i dag er omdannet til egnsmuseum - med stor fokus på netop rakkernes liv i 1800-tallet.
Der er med andre ord tale om en interessant egn for historikere, og dét gælder også for golfspillere, fordi der også er sket mange dramatiske ting med golfbanen, siden den blev åbnet i 1967 med kun syv huller. Først to år senere - da medlemstallet var nået op på 78 - blev den udvidet til ni huller, som i øvrigt alle var af beskeden længde, men alligevel ikke af beskeden sværhedsgrad. Finurlige dogleghuller og små, kuperede greens krævede nemlig indgående lokalkendskab på den bane, som forlængst afdøde Erik Schnack var arkitekt på. I dag er der kun seks huller tilbage fra den oprindelige ni hullers-bane, idet 2. og 3. hul blev slået sammen fra to par 4-huller til ét par 5-hul og 9. hul nedlagt, da 18 hullers-banen blev forbedret med fire nye Henrik Jacobsen-huller for fire år siden.
Helt nøjagtigt varede det 25 år, før klubben fik 18 huller, som simpelthen blev indviet i forbindelse med 25 års-jubilæet i 1992. Legendariske Frederik Dreyer tegnede udvidelsen fra ni til 18 huller - stort set på et fladt, åbent moseareal, der ikke havde meget tilfælles med det kuperede areal, som kendetegnede de første ni huller. I dag ligger 11 af hullerne på mosearealet, hvor der venter helt anderledes udfordringer/forskrækkelser, end man udsættes for i bakkerne på de første syv huller.
Ingenmandsland
Specielt tre af de fire nyeste huller - 9., 10. og 11. - hæver sværhedsgraden i forhold til den gamle 18 hullers-bane, fordi tre mindre søer er i spil i andetslaget til 9. green, mens et langstrakt mosestykke, ja, nærmest et tilgroet vandløb, løber som en parallel vandhazard langs venstre side af fairway på både 10., og 11 hul. Hazarden er nærmest ufremkommelig, så det koster (straffe)slag at sende bolden ud i dette »ingenmandsland.« På begge huller skal andetslaget krydse hazarden. Dét kræver både mod og præcision - ikke mindst på 11. hul, der måler 401 meter fra gul tee, og hvor hazarden foran green er betydelig bredere end på 10. hul.
| Det sværeste hul, efter handicapnøglen, venter imidlertid længere fremme, nemlig 15., par 4, 402 fra gul tee og 335 fra rød. Drivet skal både være langt og placeres præcist i venstre side af fairway. Ellers kan man ikke se greenen, når man skal slå det lange andetslag, da der står to trægrupper, én på hver side af fairway. Heldigvis slutter banen med tre korte huller, to par 4 og ét par 3, alle med gode birdie-muligheder, så det er muligt at hente nogle af de (måske) tabte slag hjem igen. Selv om 18. hul par 3, 111/108 meter, har handicapnøgle 17 og vitterligt ser let ud, snyder det ofte, fordi man står i læ for den tværgående vestenvind bag en trægruppe på teestedet foran mosen. Vestenvinden fører derfor mange slag langt til venstre - i nogle tilfælde så langt, at bolden havner i søen bag 9. green. Dét har givet anledning til mange grin på klubhusterrassen ud mod 18. hul! Kikser |
 |
| 18. teested ligger for foden af Troldbanke |
 |
| Servering på nordterrassen | |
man teeslaget, så det havner i den tilgroede slugt mellem tee og green, skal man lade bolden ligge og slå en ny. Det hævdes nemlig, at slugten vrimler med hugorme!
Selvom de totale banelængder, 5794/4920 meter,ikke afskrækker på scorekortet, skal man ikke forvente at spille til sit handicap første gang, man gæster Dejbjerg. Dertil lurer for mange hemmeligheder, som man først opdager, når de straffer én på scorekortet. Specielt de seneste hulændringer har samlet gjort banen til en større udfordring end tidligere, men de har også forhøjet banens par fra 69 til 72.
Opvarmningsbane
Endnu en spillemæssig udfordring findes i form af en interessant par 3-bane, som Henrik Jacobsen også tegnede i forbindelse med de seneste ændringer på 18 hullers-banen. I et let kuperet terræn gælder det om at være skarp med både de korte jern og mellemjernene. Har man tid inden en greenfee-runde, bør man som opvarmning spille de seks par 3-huller, inden man går i krig med 18 hullers-banen, hvor man specielt kan undgå at sætte slag til på de første syv huller med de gamle, små green, hvis man har styr på sine korte jern - fra 7-jernet til pitching wedgen. Par 3-banen har i øvrigt play & pay-status, og det benytter stadig flere sommerhusgæster sig af - primært familier, hvor ikke alle spiller golf i en DGU-klub. Desuden bruges pay & play-banen ofte til company days for golfmæssige novicer.

Der er masser af vand i spil på 9. hul
Men ikke kun baneanlægget fascinerer i Dejbjerg Golf Klub. Dét gør også det smukke, stråtækte klubhus, indrettet i den gamle landbrugsejendom Lillebæk - specielt efter at både nye omklædningsfaciliteter i kælderen kom til for et år siden samtidig med, at restaurationsforholdene blev udvidet, så restauratøren, Lotte Wohlgemuth, har plads til 150 spisende gæster. Det er der bl.a. behov for, når klubben afvikler sin årlige tredages-turnering, Tama Cup, som efterhånden har 39 år på bagen. Lillebæk er gennem årene renoveret, ombygget og udvidet ad flere omgange, men alligevel er det lykkedes at bevare den hyggelige atmosfære, som altid har kendetegnet klublivet. Særligt genialt er det, at der findes en klubhusterrasse både mod nord og syd, så man stort set altid kan finde læ udendørs. Underholdningen på syd-terrassen (mod parkeringspladsen) matcher dog ikke nord-terrassen (mod 18. hul).
Rimelige priser
Den vestjyske påholdenhed skinner igennem i såvel restaurationspriserne som greenfeetaksterne. Køkkenet serverer både fast food, lette frokostretter og a la carte-retter til priser, som absolut ikke flår éns tegnebog, og det samme gælder ølpriserne. En speciel aktivitet udenfor klubhuset østlige ende, en såkaldt clock green, holder i øvrigt ekstra gang i ølsalget. Her klokker mange i det - med betaling af taberøl til følge.
Alene greenfeetaksterne burde trække mange greenfeespillere. Det koster nemlig kun 250 kroner for en voksen - og 125 kroner for en junior - at spille en hel dag i Dejbjerg, vel at mærke alle ugens dage.
Skal man partout dryppe lidt malurt i bægeret, må det være, at hulforløbet på 18 hullers-banen er lidt snørklet. På banens første halvdel gælder dét hulforløbene 1-2 og 4-5-6-7 og på den anden halvdel 10-11 og 13-14-15, men det har sandsynligvis ikke kunnet blive anderledes på grund af de mange ændringer, banen har undergået i tidens løb - indenfor et begrænset areal. Det var en kort overgang på tale, at udvidelsen 9 til 18 huller skulle ske mod sydvest, men dette højtliggende og vindblæste område blev i stedet udstykket til 20 sommerhusgrunde langs med sidste halvdel af det nye 2. hul. Der er nok ingen grund til at begræde, at udvidelsen i stedet kom til at ske mod nordøst, fordi der her kunne etableres længere huller - med vandhazarder. Ni hullers-banen havde kun ét »vandhul,« mens 18 hullers-banen har seks huller med vandhazarder. Fortidens rakkere i Dejbjerg Plantage var svære at have med at gøre, fordi de var uberegnelige. Det samme er nutidens golfhuller samme sted, selvom det ikke ser sådan ud på scorekortet - før runden, der som regel udvikler sig dramatisk, hvis man som spiller ikke udviser tilstrækkelig respekt for de enkelte huller. Den »usynlige« sværhedsgrad illustreres bl.a. af, at banerekorden, sat af Rasmus Lykke Kjeldsen, Breinholtgård, »kun« lyder på 68 slag, fire under par - et bevis på, at kun de færreste kan fremtrylle en score under par for foden af Troldbanke.
Signaturhullet Det hører til sjældenhederne, at en golfbane starter med sit signaturhul, men sådan forholder det sig faktisk i Dejbjerg, hvor 1. hul kræver både fuld koncentration og omtanke.
344 meter fra gul og 287 meter fra rød tee lyder ikke umiddelbart |
 |
| Lyngen kan volde problemer på 1. hul | |
afskrækkende, men dét er hullets finurlige udformning i højeste grad, fordi den første halvdel ligger i åbent terræn og den anden halvdel som en kile ind i skoven.
Indgangen til skoven er meget smal, og drivet skal placeres i venstre side, kort af indgangen, for at man se den højtliggende green. Havner drivet i højre side af fairway, står man med et fuldstændigt blindt andetslag - i læ af skoven og for vestenvinden, så slaget reelt er umuligt at bedømme korrekt. De forsigtige spiller bevidst hullet som et par 5-hul - for ikke at starte runden med en katastrofescore. Specielt er kikset/slicet drive kan sende bolde i uføre med det samme - nemlig i lyngen til højre for fairway. Herfra venter en dobbeltbogey - eller værre. Ikke underligt, at starthullet har handicapnøgle 2.
Tre staldtips
1.
Hvis du vil gøre dig håb om at spille Dejbjerg-banen i nærheden af dit handicap, skal du investere en 20’er i klubbens særdeles udførlige baneguide og ikke mindst nærstudere dagens flagplaceringer.
2.
Du vil i høj grad drage fordel af at notere dig, hvordan de enkelte huller løber i forhold til vindretningen. Mod- og sidevind i de højere luftlag snyder dig tit, når du skal slå et slag fra lavtliggende steder - i læ for vinden.
3.
Du kan altid komme til at spille en greenfeerunde i Dejbjerg - medmindre banen er optaget af en turnering. Klubben opererer »kun« med boldrende, der på skift sender greenfeespillere og klubmedlemmer af sted.
FAKTA
DEJBJERG GOLF KLUB
Adresse:
Letagervej 1
Dejbjerg
6900 Skjern
Telefon: 9735 0009
E-mail: kontor@dejbjerggk.dk
Historie:
Stiftet i 1967 som DGU-klub nr. 19.
Den oprindelige bane er tegnet af Erik Schnack og Frederik Dreyer. De seneste ændringer er tegnet af Henrik J. Jacobsen.
Kørselsvejledning:
Fra nord: (A11) mod Skjern, drejes til højre 1 km syd for Hanning ad Bundsbækvej. Følg herfra skiltene til golfbanen.
Fra syd: (28) fra Skjern mod Ringkøbing. Ca. 4 km nord for Skjern drejes til højre af Bundsbækvej. Følg herfra Skiltene til golfbanen.
Banebeskrivelse:
Banen ligger op ad Dejbjerg Plantage med udsigt til skoven og Troldebanke (fredet oltidsager med lyng). Afvekslende bane, dels i åbent terræn og dels i kuperet terræn med spændende golfmæssige udfordringer.
Banefakta:
18 huller, par 72
Gul tee: 5.794 m
Rød tee: 4.930 m
Klubben i tal:
Antal totale medlemmer 1.225
Antal fuldgyldige medlemmer 881, heraf 113 under 25 år.
Kontingentsatser:
Senior: kr. 4.400
Ungsenior: kr. 2.200
Junior: kr. 1.200
Langdistance: kr. 2.600
Greenfee:
Hverdage: kr. 250
Lør/søn/helligdag: kr. 250
Juniorer: halv pris
Prisen gælder hele dagen.
Træningsfaciliteter:
Pay & play bane (6 huller)
Driving range
Indspilsgreen
Putting green
Træningsbunker
www.dejbjerggk.dk En særdeles informativ hjemmeside, bl.a. med to vigtige servicefunktioner på forsiden, en elektronisk udregning af det antal slag, du får på banen, samt en aktivitetskalender, der fortæller, hvornår banen er optaget. |
|
Seneste nyheder på DGU.org