Rescue 911

Din rescue-kølle kan redde dig ud af mange problemer, Vi giver dig fiffene


Af Henrik Søe. Foto: Søren Tidmand. Bragt i Dansk Golf 1 2007, 26. marts 2007

For mange golfspillere svarer et rigtigt godt slag med et 3-jern til chancen for syv rigtige på en lottokupon. Man prøver og prøver, men ved godt, at man skal være usandsynlig heldig for at ramme rigtigt. Heldigvis har udstyrsfabrikanterne produceret et stykke værktøj, som øger chancerne for succes. Hybrid eller rescue, som kombinationen af jern og kølle også kaldes, er efterhånden fast inventar i langt de fleste bags, og selv de professionelle har taget det nye legetøj til sig i stor stil.

Rescue-køllen kan bruges fra såvel tee, fairway og rough og giver dermed flere anvendelsesmuligheder i forhold til de lave jern og fairway-woods. Vi giver her et par gode råd til et par af de mere gængse situationer, hvor rescue-køllen kan redde dig et par slag på kontoen.

Frem

 

Har du et langt slag foran dig, skal du placere bolden fremme i stancen og svinge køllen som en traditionel fairwaykølle. Den flade indgangsvinkel vil generere mere længde, og da vægten ligger tilbage i køllen, vil den høje boldflugt gøre det nemmere at få bolden til at blive på green
Tilbage Hvis du står over for et vanskeligt leje, kan du med din rescue-kølle tillade sig at slå lidt ned i bolden. Det sikrer dig et renere boldtræf og får bolden lettere i luften end med en normal fairway-wood. Den stejlere indgangsvinkel giver samtidig mere spin

Her kan du bruge rescue-køllen

1. Fra tee. Især velegnet, når du står foran et langt par 3 eller kort par 4-hul, som kræver præcision.

2. Fra fairway. Oplagt til de approachslag på lange par 4-huller eller når du skal gå efter par 5-hullet i to

3. Fra roughen. Lange jern er sjældent nogen succes i det høje græs, men rescue-køllen lever ofte op til sit navn fra de vanskelige lejer

4. Fra fairwaybunker. Flyt bolden tilbage i stancen for en stejlere angrebsvinkel og lad køllen gøre arbejdet

5. Omkring green. Har du behov for et chip-and-run kan du med fordel bruge hybridkøllen, hvis du ikke føler dig helt på hjemmebane med dine wedges eller jern

Instruktion og tips

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik