Venner med KM
14-årige Peter Launer Bæk er blevet facebook-ven med tidligere europatourvinder Karen Margrethe Juul, efter at de begge har været med landsholdet på træningslejr i Tyrkiet
Anne Krogh, 13. maj 2009
Landsholdet begyndte sæson 2009 med en træningslejr i Tyrkiet. Med på træningslejren var ungtruppen, juniortruppen, A-truppen og fem prospillere, blandt andet europatourspillerne Jeppe Huldahl og Karen Margrethe Juul.

Peter Launer Bæk fra Odense Eventyr var med landsholdet på træningslejr for første gang
14-årige Peter Launer Bæk, der har været i landsholdets ungtrup siden november, var med på træningslejr for første gang. Han var især positivt overrasket over, at prospillerne indgik i programmet på lige fod med landsholdsspillerne.
- Jeg havde på forhånd en forestilling om, at Huldahl og KM (Karen Margrethe Juul, red.) skulle spille og træne for sig selv, men det var megafedt, at de var så nærværende og ville spille og træne med os. Det gav et rigtig godt sammenhold dernede, fortalte han til JuniorNyt kort efter hjemkomsten fra Tyrkiet.

Landsholdet starter hver morgen på træningslejr med en løbetur - det er Peter Launer Bæk med de røde shorts
Peter synes derudover, at det var superfedt at have proerne med på træningslejren:
- Det var fedt at se deres niveau og se, at de på nogen ting ikke er så meget anderledes end os. For eksempel så jeg en indspilskonkurrence mellem Maja (Stage Nielsen fra A-truppen, red.) og KM, og der vandt Maja. Rent teknisk har alle jo deres eget sving, men jeg har lært meget ved at se på proernes preshot-routine og den måde, de kigger på banen på.

Maja Stage Nielsen (t.v.) og Karen Margrethe Juul i en hyggestund i Tyrkiet
Karen Margrethe Juul, der med sine 33 år var træningslejrens alderspræsident, nød også at være med i Tyrkiet.
- Det var dejligt at være sammen med masser af unge mennesker, der har så meget gå-på-mod og godt humør. Jeg følte mig accepteret som en del af gruppen. Der var ikke nogen barriere imellem mig og de andre, og det er dejligt, at de tilsyneladende tænker: Det kan godt være, at hun spiller på europatouren, men hun er bare et almindeligt menneske, og hun kan også slå i skoven. De unge må gerne se op til mig, men jeg vil ikke have, at de opfatter mig som utilgængelig, sagde hun til JuniorNyt.
Og det er Peter Launer Bæk helt enig med hende i:
- KM er meget fokuseret, når hun træner, men samtidig er hun også åben over for en og god til at hjælpe en. Det kunne være fedt at møde hende til en turnering her bagefter og så lige gå over og sige hej.
Peter Launer Bæk og Karen Margrethe Juul er nu venner på Facebook.
Seneste nyheder på DGU.org