En mental kamp med nye mål for Sara Monberg
DM i slagspil blev for kvindernes vedkommende åbnet med Daisy Nielsen og Charlotte Kring Lorentzen i spidsen. Sara Monberg kæmper for at komme tilbage til sit bedste niveau.
Af Martin Rahbech, 25. juli 2008
Hedensted Golf Klub bød fredag velkommen til den første helt store turnering i klubbens fem år unge historie. DM i slagspil er sat i gang, og banen tog sig ud fra sin bedste side. Med masser af varme og masser af udfordringer.
I det meget kuperede terræn kæmpede spillerne, og hos damerne blev det klaret bedst af Daisy Nielsen og den forsvarende mester Charlotte Kring Lorentzen. De klarede begge runden i 73 slag (+2).
Sidste weekends vinder af DILAC, Malene Jørgensen, følger efter på tredjepladsen med 74 slag (+3).
Nede på niendepladsen ligger Sara Monberg fra Haderslev Golfklub. Det er ikke en placering, der behager hende. Efter glimrende sæsoner i 2006 og 2007, så har 2008 endnu ikke forløst hendes ambitioner.
- Det er ikke sjovt at ligge dernede. Jeg vil ligge i toppen. Men efter to rigtig gode sæsoner, så er det svært at sætte forventningerne ned. Jeg har nogle spillemæssige problemer, men jeg tror, 90 procent af det, der er galt, er mentalt, fortæller Sara Monberg.
Hun er meget bevidst om udfordringen, og derfor har hun startet et samarbejde med landstræner Anders Dahl Christiansen og mentaltræner Martin Langergaad. Og så har hun lært at lave nye målsætninger.
- Jeg laver altid en målsætning inden hver turnering. Det plejede at være at slutte i top 3, men nu er det at klare cuttet og avancere på sidste runde. Det er svært, når jeg så gerne vil være helt oppe i toppen, men det er nødvendigt at være mere tålmodig, siger Sara Monberg.
Hun skiftede inden denne sæson fra Juelsminde til Haderslev og eliteholdet Sønderjyske Eagles. Årsagen var primært at få udfordringen i at spille med i Nykredit Divisionen. I sæsonen indtil videre har hun spillet sine bedste runder i Nykredit Divisionen. Og den 18-årige optimist tror på, at hun vinder guld sammen med de nye holdkammerater.
På åbningsdagen af DM var det dog langtfra kun Sara Monberg, som blev drillet af den meget udfordrende bane. Mange spillere var ude på en runde i mere end seks timer. Mens damerne skulle gå 18 huller fredag, så skulle herrerne ud på 36 huller.
Herrerne kender derfor først deres placeringer for dagen et godt stykke hen på aftenen.
Resultater 1. runde damer
Seneste nyheder på DGU.org