Perfekt entré i Mid-Age

Grith Mogensen fra Sønderjyllands Golfklub vandt DM Mid-Age. Det gav bonus, at hun forberedte sig til sæsonen med vintertræning.


Af Martin Rahbech, 13. juli 2008

For første gang havde Grith Mogensen lov til at stille op til DM Mid-Age, og den tilladelse brugte hun til at indkassere sit første danske mesterskab.

DM blev afviklet i Gyttegård under blandede forhold. Lørdag var der meget blæst og endnu mere regn. Søndag var både forholdene og scores bedre.

Grith Mogensen vandt turneringen med en samlet score på 227 slag efter runder i 77, 78 og 72 slag.
For den 35-årige sønderjyde var sejren resultatet af målrettet arbejde.

- For første gang i mit lange golfliv har jeg vintertrænet. Jeg troede på, at jeg kunne blive en bedre golfspiller, og jeg har fået stort udbytte af den tekniske træning indendørs, siger Grith Mogensen.

DM Mid-Age var et af hendes mål for sæsonen. Men det handler også om at holde trit med de yngre klubkammerater, som hun spiller med i Sønderjyske Eagles.

- Jeg kan hele tiden måle sig mig med nogle af landets bedste spillere. Det har jeg brugt som motivation til at forbedre mig, siger Grith Jørgensen, der er en central spiller på holdet som er et godt bud på at komme med i slutspillet i Nykredit Divisionen.

Grith Mogensen har været elitespiller, siden hun var omkring de 20 år med et par lange pauser undervejs i karrieren.
- Jeg har altid prioriteret at lave andre ting. Under min uddannelse spillede jeg næsten ikke golf, og jeg har også rejst meget i verden uden golfkøller, siger Grith Mogensen, der nu arbejder som folkeskolelærer.

Hun kunne dog godt tænke sig at rejse lidt rundt med golfkøllerne i fremtiden.
- Jeg tror på, at når man finder balancen med sig selv, så får man også mere overskud. Jeg tager tingene, som de kommer, men jeg vil da gerne ud at spille nogle turneringer rundt omkring i Europa, siger Grith Jørgensen.

Anden og tredjepladsen ved weekendens DM endte begge hos spillere fra Vejle Golf Club. Nummer to blev Lisa Eliasen med 231 slag (+21), og nummer tre blev Karin Kjærbye Bagger med 234 slag (+24).

Resultat

Seneste nyheder på DGU.org

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search

Golfstore

Blicco

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik