EM-sølv til Stefan Mørkholt
Gyttegårds Stefan Mørkholt sikrede sig en fornem sølvmedalje i Sergio Garcia Trophy - EM for bevægehandicappede
Af Jesper Hviid, DHIF, 14. november 2008
 |
| Stefan Mørkholt fik en EM-sølvmedalje til samlingen |
Den spanske golfklub Panoramica Golf & Country Club var årets vært for Europamesterskaberne i golf for bevægehandicappede. De 80 spillere var fordelt på en A-,B- og en C-række og Danmark var repræsenteret i A-rækken ved Stefan Mørkholt – benamputeret spiller fra Gyttegård Golf Klub, der ved EM repræsenterede Dansk Golf for Bevægelseshæmmede (DGB). Som tidligere europamester og et golfhandicap på 1,9 hører Stefan til i den europæiske elite, og det skulle også vise sig at holde stik efter de tre gange 18 huller.
De hårdeste konkurrenter skulle denne gang vise sig at være Johan Kammerstad (Sverige) og Micke Hosley (England). Især Johan Kammerstad viste stabilt spil og lignede efter to runder i 69 og 71 (4 under par) en sikker vinder. Stefan lagde også godt ud og var efter de første 9 huller 2 under par, men senere svigtede putteren ham og han sluttede runden i 74 (+2). Mønsteret gentog sig de efterfølgende dage, og det lykkedes ikke at hente Johan Kammerstad, som vandt turneringen i to under par og derfor fortjent kunne modtage trofæet fra den spanske super-stjerne Sergio Garcia.
Stefan Mørkholt sluttede med runder i 77 og 71 en samlet score i seks slag over par, hvilket var nok til at holde Micke Hosley på afstand og snuppe andenpladsen i turneringen.

Top 4 ved EM: Nr. 3 Mick Horsley (England), nr..2 Stefan Mørkholt, Danmark, nr.4. Manuel del los Santos (Frankrig) og nr.1Johan Kammerstad (Sverige)
Læs mere om Stefan Mørkholts EM-oplevelser på Gyttegårds hjemmeside
Læs mere om golf for bevægelseshæmmede på DGB's hjemmeside
Seneste nyheder på DGU.org