Forsvarende mester deler førstepladsen

Lucas Bjerregaard kom flot fra start i DIAC, og er i front sammen med østrigsk spiller. En af favoritterne nåede kun én runde.


Af Martin Rahbech Foto Per Pedersen, 18. juli 2008

Førstepladsen i Danish International Amateur Championship har efter første dag samme ejermand som 2007-versionen af den stærk besatte turnering blev sluttet med. Lucas Bjerregaard fra Frederikshavn er forsvarende mester, og han satte fredag kurs mod en ny topplacering.

Han spillede de to første runder i samlet 140 slag (-2). Første runde gik han i par, og det forbedrede han
Lucas Bjerregaard
Lucas Bjerregaard
med to slag i anden runde. Der blev vist stor stabilitet i løbet af dagen, og han lavede kun to bogeys i løbet af alle 36 huller. Til gengæld blev det til fire birdies.

Lucas Bjerregaard deler førstepladsen med østrigske Bernhard Reiter.

DIAC har i år lagt en ekstra runde ind i turneringen, så der spillet i alt 72 huller. Herrerne klarede de første 36 huller fredag, mens damerne efter 18 huller fredag skal ud på 36 huller lørdag.

En af de spillere, som erfarede, at det er svært at have medvind på alle 36 huller var Daniel Løkke fra Holstebro. Han var fremme på en delt andenplads efter første runde, men gled så tilbage til en delt ottendeplads.

- Jeg havde tre huller, som ødelagde det hele. Jeg havde i løbet af de 36 huller ni birdies, og jeg havde chancer til flere. Jeg er selvfølgelig skuffet over de tre huller, men alt i alt er jeg tilfreds, og jeg glæder mig til næste runde. Det er jo en bane, hvor man bliver straffet for de dårlige slag, men jeg er optimist inden de sidste to runder, siger Daniel Løkke.

En af forhåndsfavoritterne i turneringen måtte nøjes med at spille én runde. Sebastian Cappelen lå ellers godt til med en runde i par. Men han trak sig med en skulderskade.
- Jeg mærkede noget i skulderen i søndags, og jeg har holdt den lidt i ro siden. Jeg håbede på, det ville blive bedre, men selv om jeg havde taget lidt smertestillende inden runden, så gjorde det stadig ondt. Jeg vil helst ikke risikere, at det bliver værre, siger Sebastian Cappelen, der på vej hjem fra Silkeborg ville tage et smut forbi sin fysioterapeut for at få stillet en diagnose.

Han kan efter sin tilbagetrækning se frem til en turneringspause på 10 dage, da han ikke nåede at tilmelde sig DM i slagspil, der afvikles den kommende weekend.
- Det er nok ikke dårligt med en pause i 10 dage midt i sæsonen. Jeg må i hvert fald prøve at få det bedste ud af det, siger Sebastian Cappelen.

De resterende 71 spillere i DIAC skal lørdag spille de 18 huller, som sorterer de bedste 36 spillere fra til søndagens finalerunde.

Resultater 1. og 2. runde
Danish International Amateur Championship på DGU.org

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik