Mestrene er ude
Med to nederlag i løbet af weekenden tabte Aalborgs forsvarende mestre deres plads i slutspillet om Nykredit Elitedivisionen. I stedet mødes Holstebro, Gyttegård, Smørum og Kokkedal i kampen om herrernes DM-guld.
Tekst: Søren Tidmand, 10. august 2008
Aalborg havde to chancer for at kvalificere sig til slutspillet i Nykredit Elitedivisionen, som finder sted på Odense Eventyr den 13.-14. september. Men weekenden blev alt andet end vellykket for de forsvarende mestre, der først tabte lørdagens match mod Gyttegård - på hjemmebane - og derefter blev sendt ud af Holstebro i søndagens dramatiske opgør.
Faktisk fik den tidligere Aalborg-spiller Christoffer Lange Christiansen en meget afgørende rolle, da han vandt sin single mod Thomas Havemann med 4/2. Kort efter vandt Kristian Grud med samme cifre over Allan Høgh og dermed blev Brian Akstrup matchvinder for Holstebro, da han besejrede erfarne Jacob Thomsen med 5/3 i sjette og sidste single. Med 10-8 blev Aalborg sendt fra førstepladsen i Vest-kredsen og ned på den kedelige tredjeplads, eftersom Gyttegård som forventet besejrede Aarhus på hjemmebane.
Efter de tre indledende foursomes (3-3) stod de nedrykningsklare aarhusianere stadig med chancen for at drille sidste års sølvvindere fra Gyttegård. Men så tog det målrettede hjemmehold fat. John Nicolajsen vandt 5/4 over Christian Nygaard, Mads Dam vandt 7/5 over Jesper Kjær Lauridsen og med 7/6 over Kristoffer Andreasen fik Jesper Drongstrup dagens anden sejr. Nu manglede der kun ét point, og det skaffede Martin Kamp med uafgjort mod Josva Jørgensen.
Vest:
Holstebro - Aalborg 10-8
Gyttegård - Aarhus 10-8
| Holstebro |
6 |
59-49 |
8 |
| Gyttegård |
6 |
59-49 |
8 |
| Aalborg |
6 |
57-51 |
7 |
| Aarhus |
6 |
41-67 |
1 |
I Øst-kredsen stod det klart at Smørum og Kokkedal var kvalificeret til slutspillet på Odense Eventyr. Men for Hillerød og Svendborg gjaldt det om at undgå nedrykning. Og her gjorde fynboerne en flot figur, da de først i sjette singlen tabte til Smørum på udebane. Det blev Erik Steffensen der sendte Svendborg ud af Elitedivisionen ved at slå Frederik Neltoft med 2/1. Forinden havde Troels Lodberg-Christensen (5/3 over Steffen Tjerrild) og Nikolaj Erland Nissen med en meriterende sejr på 4/3 over Morten Backhausen holdt liv i matchen, men desværre for Svendborg blev det i denne omgang kun til et år i landets bedste række.
Ikke uventet vandt Kokkedal med 12-6 over Hillerød, der dog undgår nedrykning takket være bedre resultater i deres indbyrdes opgør mod Svendborg.
Øst:
Kokkedal - Hillerød
Smørum - Svendborg 10-8
| Smørum |
6 |
66-42 |
10 |
| Kokkedal |
6 |
67-41 |
10 |
| Hillerød |
6 |
43-65 |
2 |
| Svendborg |
6 |
40-68 |
2 |
Semifinalerne ser ud som følger:
Smørum - Gyttegård
Holstebro - Kokkedal
Seneste nyheder på DGU.org