Morten Ørum Madsen spillede sit livs golf
Silkeborg-spilleren imponerede med fremragende golf på Royal Tour. Hele 11 spillere brød par i den velspillede turnering.
Af Martin Rahbech, 03. august 2008
- Jeg spillede noget af det bedste golf, jeg nogensinde har spillet.
Sådan lyder den korte og præcise forklaring på, at Morten Ørum Madsen vandt tredje afdeling af Royal Tour med en samlet score på 206 (-13).
Særligt lørdag var han i særklasse. Første runde brændte han Brundtland Golf Club af med en runde i 65 slag.
Og hvordan følger man sådan en runde op senere samme dag? En eagle på første hul, en birdie på andet hul og en birdie på fjerde hul.
- Så kunne jeg spille resten af runden på Cruise Control. Jeg lavede næsten ingen fejl. Der har i den seneste tid været masser af gode tegn i mit spil, men uden at det hele passede sammen. Det gjorde det så denne gang. Alt lykkedes for mig, siger den tilfredse vinder.
Han gik søndagens finalerunde i 74 slag, men sejren var aldrig i fare.
- Jeg ville ikke ændre min gameplan i finalerunden. Jeg var et slag under par efter de første ni huller, men jeg mistede lidt at koncentrationen på de sidste huller, siger Morten Ørum Madsen.
Efter sådan en weekend, hvor alt bare lykkes, så kan det være svært at følge op. Men silkeborgenseren er mentalt parat.
- Jeg skal evaluere på turneringen, og så skal jeg tænke over, hvordan jeg reagerede på runden. Jeg skal finde tilbage til følelsen fra lørdag, hvor jeg var i ”The Perfect State of Mind”, siger Morten Ørum Madsen, der har sat sigtekornet med de kommende udfordringer.
I den kommende weekend vil han hjælpe Silkeborg Golf Club op mod Nykredit Divisonen, og derefter følger EM individuelt i Esbjerg, som bliver hans sidste turnering på dansk grund i denne omgang, da han 1. september tager af sted mod college i Oregon.
Royal Tour bød også på gode præstationer hos andre end Morten Ørum Madsen. Hele 11 spillere brød par for turneringen.
Jacob Roth fra Kokkedal Golfklub blev nummer to i 211 (-8), Rasmus Hjelm Nielsen fra Aalborg Golf Klub nummer tre i 213 (-6), og Peter Baunsøe fra Gilleleje Golfklub blev nummer fire i 215 slag (-4).
Resultat
Seneste nyheder på DGU.org