PigeTour med omspil
PigeTourens anden afdeling blev i weekenden afviklet på en veltrimmet bane i Viborg, hvor to Skovlunde/Herlev-spillere måtte ud i omspil for at afgøre A-rækken
Tekst: Søren Tidmand, 25. juni 2008
På en dag med lidt blandet vejr - god blæst, enkelte kraftige regnbyger og lidt sol ind imellem - troppede 74 golfpiger op i Viborg Golfklub for at spille anden afdeling af årets PigeTour. De var fordelt på 33 i A-rækken, 27 i B-rækken og 14 piger i C-rækken.

Hos A'erne var det to storkøbenhavnske klubber der snuppede opmærksomheden i toppen. Især havde pigerne fra Skovlunde/Herlev en helt fantastisk dag da Julie Finne-Ipsen og Sofie Koch-Palmund begge sluttede i 157 slag (+13) for de to runder og dermed måtte ud i omspil for at finde en vinder. Spillet på de tre ekstra huller var lidt nervebetonet, men til sidst var det Julie der vandt med to slags forspring. Og dermed fulgte hun flot op på sin femteplads i PigeTourens første afdeling i maj måned.
Også Smørum-pigerne Amalie Tættenborg (+16) og Nanna Madsen (+19) var godt kørende på de næste pladser, mens Stuers Rikke Dorset (+20) snuppede femtepladsen et slag foran Amalie Schøtt Munck fra Skovlunde/Herlev. Cecilie Holk Hansen fra værtskubben Viborg sluttede på 12.-pladsen. Vinderen af B-rækken i årets første PigeTour, Lisa Lindberg fra Breinholtgård, klarede sig også godt i A-rækken med en 20.-plads.

A-rækken med vinderen Julie Finne-Ipsen forrest i midten
I B-rækken var det også nær blevet til et omspil da Cecilie Munk Hansen fra Horsens gik en flot 91'er i anden runde. Hun manglede dog et enkelt i forhold til Sydsjællands Mille Skjold der nøjedes med 89 slag i formiddagens runde. Nu sluttede Mille i +39 med Cecilie (+40) og Stephanie Rosenkilde fra Ikast (+44) på de næste pladser. I det meget jævnbyrdige felt blev Svendborgs Sophia Tiedemann (+45) nummer fire, et slag bedre end Amalie Koch-Palmund, Skovlunde/Herlev, og Frederikke Jensen, Ikast. Helene Rolighed Larsen blev bedste viborgenser på 20.-pladsen.

B-rækken med vinderen Mille Skjold forrest i midten
Og naturligvis - fristes man til at sige - var det også meget tæt i toppen af C-rækken hvor tre piger efter 27 hullers spil sluttede inden for ét slag. Det blev til endnu en Skovlunde/Herlev-sejr da Nanna Jensen med kun 50 slag på de sidste 9 huller fik +51 tilsammen og henviste sin klubkammerat Karoline Koldby samt Haderslevs Stine Laursen til andenpladsen. Camilla Jehg fra Korsør, Line Olsen fra Fredericia, Anne Sofie Johannesen fra Herning og Camilla Linea Holmgaard Nielsen fra Frederikshavn delte fjerdepladsen med +56.

C-rækken med vinderen Nanna Jensen forrest i midten
Resultater
PigeTour II på dgu.org
PigeTourII - billeder på picasaweb