EM-damerne holder fokus på deres udvikling

Bedste dansker ved damernes individuelle EM er Malene Jørgensen på 34. pladsen. Træneren holder fokus på spillernes langsigtede udvikling.


Af Martin Rahbech, 30. august 2007

Onsdagens historie gentog sig for de fire danskere, der er med til det individuelle europamesterskab. Det var godt i glimt, men ingen spillede op til deres optimale.

Efter anden runde er Malene Jørgensen fortsat bedste dansker. Hun faldt et par pladser tilbage og ligger nu på 34. pladsen. Hun gik anden runde i 75 slag (+3) og er samlet otte slag over par.
Hun var igen god fra tee til green, men hun brugte for mange putts.

Sara Monberg ligger på 57. pladsen. Onsdagens 77’er blev fulgt op af en 78’er.
- Hun er ved at være frisk igen efter de sidste dages sygdom. Hun var rigtig god fra tee til green, men hun havde ikke noget touch på green, fortæller landstræner Jan Frej Pedersen.

Charlotte Kring Lorentzen var dagens bedste dansker med 76 slag (+4).
- Generelt var det en god præstation. Hun havde lidt problemer med de lange slag, men hun holdt godt sammen på det, siger Jan Frej Pedersen.
Charlotte Kring Lorentzen ligger på 78. pladsen, og hun skal gå en stabil runde fredag for at klare cuttet. De 70 bedste går videre til lørdagens finalerunde.

Monica V. Christiansen får svært ved at klare cuttet, efter hun torsdag brugte 82 slag (+10). Hun ligger samlet på 91. pladsen.
- Hvis tre spillere klarer cuttet, så er det meget godt. Hvis to klarer cuttet, så er det også godt, siger Jan Frej Pedersen.

Selv om ingenting er givet på forhånd på den svære bane, så er ingen af danskerne umiddelbart i spil til en topplacering. Så resultatmæssigt er spillerne en smule skuffede. Men for landstræneren er det vigtigt, at både han og pigerne husker fokus på deres langsigtede udvikling.

- Som udgangspunkt vil det da være fantastisk, hvis vi kunne få en dansker op i top 20. Men jeg er mere interesseret i, hvordan de udvikler sig fra år til år, end hvordan de udvikler sig fra runde til runde. De har alle gang i nogle processer i forhold til deres fremtid, og jeg er sikker på, at hvis de fire spiller EM igen om et år, så vil de alle fire kunne klare cuttet, og et par af dem vil også være med helt fremme, siger Jan Frej Pedersen, der også erkender, at det kan være en kamp at fokusere på den langsigtede proces, når pigerne er meget opsatte på at nå gode resultater i hver eneste turnering

- Der er ingen, der efter de første runder, har nået deres resultatmål. Men noget af det sværeste er samtidig at holde fokus på deres procesmål. Det skal de huske. Og jeg er glad for at se, at det går godt med deres individuelle langsigtede plan, siger Jan Frej Pedersen.

Efter de to første runder er det to spaniere, der har lagt sig i spidsen af mesterskaberne. Det er de to eneste spillere, der er under par efter de første 36 huller.

Leaderboard

Seneste nyheder på DGU.org

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search

Golfstore

Blicco

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik