Charlotte Lorentzen ser Europa fra toppen

Damernes individuelle europamesterskab startede lovende, og landstræneren giver alle danskere realistiske chancer for at klare cuttet.


Af Martin Rahbech, 27. august 2008

I varmt og vindstille vejr satte Charlotte Kring Lorentzen kursen mod toppen af Europa ved åbningsdagen af damernes individuelle europamesterskab i Østrig. Med en åbningsrunde i 70 slag (-3)ligger hun på en delt andenplads et enkelt slag efter den hollandske frontkvinde.

Fem birdies og to bogeys blev udbyttet på den flotte dag.

- Hun spillede rigtig godt, og hendes putning var fremragende. Det er ellers noget af det, hun har kæmpet lidt med i løbet af sæsonen, siger landstræner Jan Frej Pedersen.

Men Charlotte Lorentzen var ikke eneste danske lyspunkt. Faktisk giver landstræneren alle seks danskere en fair chance for at være blandt de 50 spillere, der efter torsdagens runde fortsætter til de sidste 36 hullers finale.

Delt nummer 23 ligger Malene Jørgensen med en runde i 75 (+2). Hendes runde var præget af meget solidt spil fra tee til green.

Daisy Nielsen ligger nummer 50 med 78 slag (+5). Hun gik sine første ni huller i par, og hun kom frem til flere birdiechancer. På de sidste ni huller fik hun dog lidt problemer med retningsstabiliteten.

Som delt 65 ligger Line Vedel Hansen, og hun viste gode mentale evner undervejs.

- Hun var rystende nervøs de første ni huller. Det er jo første gang, hun er med til et damernes europamesterskab, og hun var +5 efter de første ni huller. Men hun fik samlet sig rigtig godt op og kom rundt på de sidste ni huller i +1, siger Jan Frej Pedersen.

Side om side som nummer delt 87 ligger Sara Monberg og Monica V. Christiansen med 81 slag (+8). Sara Monberg præsterede at komme godt af sted fra tee på runden, og hun lukkede dagen flot af med birdies på sine to sidste huller.

Monica V. Christiansen havde en blandet dag, men hun viste gode fighteregenskaber. Ikke mindst på dagens sidste hul. Her kom hun til at ligge lige bag et træ. I hendes forsøg på at komme derfra ramte hun en gren, og bolden strøg den forkerte vej og blev dømt uspillelig. Hun måtte tilbage til det dårlige udgangspunkt og kom frem til et meget dårligt leje på green, men kæmpede sig i hul til en trippelbogey.

- Jeg tror cuttet kommer til at ligge på +8 eller +9. Det vil sige, at alle stadig er i spil i forhold til finalen. Feltet er rimelig tæt, og der er eksempelvis kun to slag fra Malene Jørgensen på 23 pladsen til top 10, siger Jan Frej Pedersen.

Torsdagens anden runde bliver også interessant i forhold til Charlotte Lorentzens position i toppen af feltet.

– Det handler om, at hun skal holde sig til sine rutiner. Hun skal hele tiden holde sin fokus i forhold til det næste slag. Det er noget af det sværeste indenfor golf. Men Charlotte er en sej pige. Hun er rigtig dygtig til at holde fokus, og hun ser ud til at være i god personlig balance, siger Jan Frej Pedersen.

Resultat 1. runde

Seneste nyheder på DGU.org

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search

Golfstore

Blicco

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik