Damerne klarede skærene til First Flight

EM-damerne trådte ind i medaljekampen på yderste mandat og skal møde et meget stærkt engelsk hold i kvartfinalen.


Af Martin Rahbech, 09. juli 2008

Så gælder det kampen for medaljer for Danmarks EM-damer. Efter den stærke åbning på turneringen i første runde af slagspilskvalifikationen, så var onsdagens scores ikke på højde med første runde.
Derfor blev tredjepladsen vekslet til en ottendeplads, men det var nok til at bringe Danmark med i First Flight, hvor der skal kæmpes om medaljer.

Danmarks samlede score blev på +11. Onsdagens score blev på +9.
Første modstander er England, som i meget sikker stil vandt slagspilskvalifikationen med en samlet score på -14.

Første dansker på banen var Therese Kølbæk, og hun blev bedste dansker med en score på 70 (-2). Hun var tre slag under par efter de første otte huller, og det blev fulgt op med en birdie på 14. hul, men desværre også bogeys på 15. og 17. hul.

Malene Jørgensen gik også under par på første runde, men på onsdagens anden runde, så blev det til par. Hendes par blev sikret med en birdie på 18. hul.

Line Vedel Hansen og Monica V. Christiansen brugte begge 74 slag (+2), mens Trine Mortensen og Maja S. Nielsen kom rundt i 77 slag (+7).

Danmark havde inden runden et forspring til niendepladsen på 14 slag, og selv om Danmark ikke nåede samme samme højder som tirsdag, så var forspringet relativt sikkert, og det endte med at blive på fem slag til Wales på niendepladsen.

Slagspilskvalifikationen blev altså vundet af England, som dermed bliver Danmarks modstander i torsdagens kvartfinale.
England sluttede på førstepladsen tre slag foran de forsvarende mestre fra Spanien. Værterne fra Sverige delte tredjepladsen med Holland.

I det individuelle resultat blev Therese Kølbæk delt nummer seks efter de to runder i 70 slag. Malene Jørgensen brugte et slag mere på sine runder, og det rakte til en delt 12. plads.

- Det var op ad bakke i dag, men på trods af nedturen holdt vi fast i den afgørende plads. England bliver en hård modstander, men alt kan ske i hulspil, og vi tror fuldt og fast på vores chance. Vi har alt at vinde og intet at tabe, lyder meldingen fra kaptajn Lars Bugge.

Resultater 2. runde
EM Damer på DGU.org

Seneste nyheder på DGU.org

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search

Golfstore

Blicco

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik