Danmark i flot europæisk selskab

Der er fire slag op til medaljerne for Charlotte Kring Lorentzen, mens Line Vedel Hansen for anden dag i træk gik den bedste runde.


Af Martin Rahbech, 29. august 2008

Danmarks damer viser igen, at de har kvalitet og talent til at være med i Europas top. To af Danmarks deltagere ved det individuelle europamesterskaber ligger i top 10 inden sidste runde.
Det bringer Danmark i selskab med Spanien, Holland og England, der også har to spillere i top 10.

- Det er dejligt at se spillerne udvikle sig. Resultaterne viser, at spillerne kan begå sig, og det er lang tid siden, vi har haft spillere så langt fremme, siger landstræner Jan Frej Pedersen.

Charlotte Kring Lorentzen holder fast i sin topplacering, og hun ligger på en delt fjerdeplads inden lørdagens finalerunde.

Hun gik fredagens runde i 74 slag (+1), og hun er samlet i par for turneringen. Runden var lidt blandet med tre bogeys på de første fire huller, men derfra fandt hun tilbage til det spil, som fra turneringens start sendte hende mod toppen.

- Hun følte sig lidt ved siden af sig selv. Efter en lidt shaky start kom hun flot igen. Det spillede nok lidt ind, at hun er med langt fremme i en meget stor turnering, men det var flot, at hun var tre over par efter fire huller og så sluttede runden i et slag over par, siger Jan Frej Pedersen.

Der kom selskab i toppen til Charlotte Kring Lorentzen, da Line Vedel Hansen igen gik en flot runde. Torsdagens 72’er blev fulgt op af en 70’er. For anden dag i træk gik hun den bedste runde. Kun den førende spanske pige gik en så god runde som Line Vedel Hansen.

- Hun var faktisk lidt skuffet, da hun kom ind, for hun havde rigtig mange birdiechancer, som hun ikke udnyttede. Fra tee til green spillede hun virkelig godt. Det har været to meget flotte runder, men hun har ikke spillet over evne, og de flotte scores er ikke kommet fra ingenting, siger Jan Frej Pedersen.

Line Vedel Hansen har taget et imponerende spring fremad fra nummer 65 efter første runde til nummer syv efter tredje runde.

Malene Jørgensen faldt fredag tilbage som nummer 36 efter en dag, hvor hun oplevede banen fra sin værste side. Hendes runde blev afviklet i 81 slag (+8).

- Hun havde mange gode slag, men hun fik ikke så meget ud af dem. Det var lidt frustrerende for hende. I løbet af en turnering går held og uheld lige op, men på runden i dag var hun uheldig mange gange, siger Jan Frej Pedersen.

Søndagens runde bliver en spændende udfordring for pigerne, og hvis der bliver leveret flotte runder, så er medaljer en mulighed.

- Man skal ikke udelukke muligheden. Men det handler om at blive i nu’et og ikke fokusere på hvad der sker omkring en. Men det bliver jo sværere og sværere, når man er med i toppen. Man skal ikke afskrive sig selv fra at skyde en 66’er i stedet for en 70’er, og det kan gøre forskellen. Men det handler stadig om 100 procent commitment til hvert enkelt slag om det så handler om at redde en bogey eller lave en birdie, siger Jan Frej Pedersen.

Turneringen føres af spanske Maria Hernandez i seks slag under par, mens endnu en spanier, Carlota Ciganda er fem slag under par. Den sidste medaljeplads indehaves af Hollands Christel Boeljon i fire slag under par.

Charlotte Kring Lorentzen har fire slag op til medaljerne, mens der er seks slag for Line Vedel Hansen.

Resultater 3. runde

Seneste nyheder på DGU.org

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search

Golfstore

Blicco

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik