Hård opbremsning for medaljedrømmen

Danmark blev besejret 6,5 – 0,5 af England i kvartfinalen ved EM damer. Nu venter placeringskampene om femte til ottendepladsen, hvor Østrig bliver fredagens modstander.


Af Martin Rahbech, 10. juli 2008

Der var på forhånd udsigt til en af de helt svære opgaver for Danmarks EM-damer, da England var modstanderen i kvartfinalen.

Og englænderne endte da også med en sikker sejr på 6,5 – 0,5. Men det var en ærgerlig formiddag, som blev afgørende for at cifrene blev så voldsomme.

Begge foursomes blev tabt, men begge opgør blev først afgjort på sidste hul. Særligt Therese Kølbæk og Monica V. Christiansen havde i perioder overtaget i deres foursome, men på 18. hul endte englænderne med at sikre en sejr på 2/0.

Line Vedel Hansen og Malene Jørgensen fightede hårdt hele runden, og igen faldt afgørelsen til Englands fordel på sidste hul med en 1/0 sejr.

Derfor var udsigten dyster inden eftermiddagens fem singler. Og englænderne viste igen, at det ikke var tilfældigt, at de vandt slagspilskvalifikationen.

Maja Nielsen var første dansker i aktion, og hun måtte på 15. hul erkende sit nederlag med 4/3. Line Vedel Hansen og Monica V. Christiansen tabte begge 2/1, mens Malene Jørgensen tabte 5/3. Therese Kølbæk delte sin match, som på det tidspunkt kun havde kosmetisk betydning.

Med nederlaget skal Danmark altså kæmpe om placeringerne fra fem til otte. Fredagens modstander er Østrig. Torsdagens oversidder, Trine Mortensen, spiller foursome med Maja Nielsen, mens Therese Kølbæk åbner singlerne efterfulgt af Malene Jørgensen, Monica V. Christiansen og Line Vedel Hansen.

- Vi viste høj moral, men særligt det korte spil var den afgørende forskel på England og os. Deres spillere var lige en smule bedre i dag. Nu kæmper vi for femtepladsen. Vi har evalueret dagens runde og vi ser alle frem til opgaven, siger kaptajn Lars Bugge.

Resultat

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik