Angreb er det bedste titelforsvar
De danske juniordrenge er klar til at forsvare EM-guldet fra Rold Skov. Men der er behov for masser af birdies i Slovenien, hvis drømmen om endnu en titel skal blive til virkelighed
Tekst og foto: Henrik Søe, 07. juli 2008
 |
| Øverst fra venstre: Lucas Bjerregaard, Patrick Winther, Kasper Sørensen, Joachim B. Hansen, Mads Søgaard og Sebastian Cappelen. |
Det er aldrig nemt at stille op som forsvarende mestre. Men de danske juniordrenge, der sidste år vandt EM Boys på dansk græs, har masser af selvtillid og birdies i ærmet, når de tirsdag morgen tager fat på titelforsvaret i Slovenien.
De seks danske drenge, der skal forsøge at få indgraveret navnet Denmark på trofæet for anden gang i træk, er Mads Søgaard, Ikast, 15 år, Patrick Winther, Søllerød, 15 år, Lucas Bjerregaard, Frederikshavn, 16 år, Kasper Sørensen, Brundtland, 16 år, Joachim B. Hansen, Gilleleje, 17 år og Sebastian Cappelen, Odense Eventyr, 18 år.
Sørensen, Winther og Bjerregaard ved, hvordan man vinder en EM-titel, og de sidste tre har efterhånden hørt så meget om triumfen i Rold Skov, at de brænder efter at blive historiefortællere i det næste års tid. Så selv om knægtene har en gennemsnitsalder på 16, kan man godt tillade sig at kalde det danske hold en blanding af rutinerede kræfter og ærgerrige debutanter.
EM spilles i Slovenien, der trods landets status som en af de mere anonyme golfdestinationer i Europa, bestemt ikke har grund til at skjule deres EM-bane for offentligheden. Bled Golf Course er ikke uden grund blevet omtalt som en af de smukkeste på kontinentet. Den blev grundlagt tilbage i 1937 på foranledning fra den jugoslaviske royale familie, som tilbragte deres somre i Bled. Banen er Sloveniens ældste og samtidig eneste anlæg med 27 huller og har tidligere været vært for både afdelinger på kvindernes Europatour og herrernes Challenge Tour – samt en udgave af Ryder Cup for fuglekiggere, som i 1997 spottede ikke færre end 44 forskellige arter i træerne omkring banen.
 |
| Puttinggreen i smukke omgivelser |
Byen Bled ligger smukt for foden af de slovenske alper og tiltrækker hvert både sommer og vinter turister i hobetal, som med eller uden ski nyder det maleriske område omkring den berømte Bled Sø. Udover rostadion og sejlbåde er søen også hjemsted for Sloveniens eneste ø, hvor turisterne valfarter til for at ringe med nonneklostrets klokke, som efter sigende skulle bringe held.
Og så kan man jo passende spørge landstræner Thomas Holm Larsson, om det danske juniorlandshold for brug for den slags i den kommende uge?
- Det kræver altid en vis portion held at vinde en stor turnering, men potentialet er der, og så er spørgsmålet om vi kan få det til at klikke hele ugen, siger landstræneren.
I dagene op til EM-start har det danske team trænet intenst og sammen har de diskuteret sig frem til en fælles målsætning, der i første omgang hedder first flight og et resultatmål i slagspilskvalifikationen, der hedder 10 under par for de to runder tirsdag og onsdag.
- Klarer vi ikke first flight er der ingen grund til at snakke om medaljer. Slagspilskvalifikationen er fundamentet for succes, og selv om vi gerne vil gå hele vejen, skal vi først have skibet ud at sejle. Og så må vi se om det holder vand, siger Thomas Holm Larsson, der i søndagens prøverunde lod spillerne konkurrere i to hold om, hvem der kunne lave flest birdies.
- Banen er ikke specielt lang, og der er mange birdiemuligheder derude. Derfor skulle spillerne ind i tankegangen om at turde angribe og slå slagene, siger Larsson, der kunne se sine seks spillere lave 21 birdies og en enkelt eagle.
20 nationer stiller op i EM, og ifølge landstræneren har 13 nationer realistiske muligheder for at spille sig blandt de otte nationer, som skal kæmpe om topplaceringerne. I den gruppe hører lande som de nykårede verdensmeste fra Norge, VM-sølvinderne fra Sverige, England, Skotland, Frankrig, Tyskland - og Danmark, der tager hul på slagspilskvalifikationen tirsdag morgen kl. 7.30.
Med til at bære holdet frem i Slovenien er kaptajn Leif Kjeldsen, landsholdets mentaltræner Freddy Gleisner og flere af spillernes forældre, som har taget den lange tur ned gennem Europa for at følge deres talentfulde knægte.
Som noget nyt får læserne på DGU.org nu også mulighed for at få helt friske nyheder fra EM, når landstræner Thomas Holm Larsson fra tirsdag blogger direkte fra banen.
 |
| Patrick Winther med et bunkerslag... |
 |
| ...og Lucas Bjerregaard med et chip, som ikke hørte til de mest velllykkede |
EM Boys på DGU.org
Seneste nyheder på DGU.org