Oprejsning til drengene efter nyt drama
De danske drenge rejste sig fornemt efter torsdagens bitre kvartfinalenederlag til Sverige og møder nu Italien i en kamp om 5. pladsen.
Af Henrik Søe, 11. juli 2008
 |
| Tre glade danske drenge efter sejren over tyskerne. Kasper Sørensen, Patrick Winther og Lucas Bjerregaard |
Man kan hoppe ud med elastikker om anklerne, man kan gå i biografen og se gysere, men meget lidt overgår en golfmatch med de danske juniordrenge ved EM i Slovenien.
Kvartfinalenederlaget til Sverige skulle viskes bort. Hængemule-attituderne skulle gemmes af vejen og de danske drenge have oprejsning mod Tyskland. Og det fik de – efter et nyt medlevende drama med masser af birdies, holede bunkerslag og afgørelse på 18. green.
Debutanten Mads Søgaard sikrede Danmark den første pind på tavlen med en udradering af Tysklands højt besungne stjernefrø Sean Einhaus, der måtte indkassere en sæk på 5/3. Den 15-årige dansker noterede sig for seks birdies på et pletfrit scorekort og har vist fornem golf over de sidste to dage. Det samme har stabile Kasper Sørensen, der igen var mand for et dansk point med en 3/2 sejr. Lucas Bjerregaard havde derimod ikke den bedste dag på kontoret. Han tabte sin match klart med 6/5 og kunne i slutfasen koncentrere sig om at gå caddie for Patrick Winther, der ligesom den danske foursome med Sebastian Cappelen og Joachim B. Hansen var ude i et par særdeles tætte matcher, som skulle afgøre det hele.
Den danske foursome tabte til en birdie på 17. hul, delte på 18. og måtte derfor en ny tur op ad 1. fairway i kampen om det point, som kunne blive afgørende. På det tidspunkt var Patrcik Winther en up og lå akkurat som sin tyske modstander med et eagleputt på 17. green.
Danskerens forsøg tog først hulkanten, hvorefter tyskeren sænkede sit putt og tvang det hele ud på 18. hul. Her havde danskeren bedst styr på nerverne og sænkede med største selvfølgelighed sit birdieputt fra fire meter.
- Du er SÅ god. Du er min helt, lød det fra Lucas Bjerregaard, inden han sammen med Kasper Sørensen og matchvinderen Patrick Winther endelig fik lov at lave de highfives, som svenskerne havde lavet på danskernes bekostning dagen før.
Det betød mindre, at den danske foursome tabte deres opgør på 20. hul. Danmark vandt 3-2 og møder nu Italien i kampen om 5. pladsen.
- Efter skuffelsen i går var det en fornøjelse at se, hvordan drengene viste flaget i dag. Der var god gejst, knytnæver og jubelråb, når der blev holet putts, og det var tydeligt at se, at de bare ville vinde. I går havde vi mest lyst til at tage hjem, men drengene er sportsmænd og de har ikke lyst til at tabe, siger Thomas Holm Larsson, der fremhæver Mads Søgaard for sin fremragende indsats mod Sean Einhaus, Kasper Sørensens store stabilitet og Patrick Winthers evne til at være cool, da det hele skulle afgøres.
Lørdagens modstandere fra Italien slog Irland med 3-2 i et opgør, hvor hele matchen fandt sin afgørelse på 20. hul. Danmarks overmænd fra Sverige møder Norges nykårede verdensmestre i lørdagens finale. Sverige vandt sølv ved det netop overståede VM i Japan, og med finalepladsen sætter vores to skandinaviske naboer en tyk streg under deres position som Europas bedste juniorlandshold netop nu.
 |
|
Sådan makker! Patrick Winther får en krammer af Lucas Bjerregaard efter birdien på 18.
|
 |
|
Kasper Sørensen slår sit tredjeslag på 12. hul - to sekunder senere ligger bolden i hullet for en eagle!
|
 |
|
Patrick Winther fejrer en af sine seks birdies. Her kommer han 1 up på 12. green
|
 |
| Også fredag var der sommervejr over Bled Golf & Country Club. |
Resultater
EM Boys på DGU.org
Læs også om:
EM Girls
EM Damer
EM herrer