Førerboldens finalefredag

EM i Esbjerg er gået ind i sidste og afgørende fase. Her kan du opleve første finaledag på tætteste hold


Anne Krogh, 22. august 2008

Første finaledag ved EM er tydeligt anderledes end de indledende dage. Der er langt mere ro i klubhuset og omkring træningsfaciliteterne om morgenen, og det er ikke kun, fordi knapt to tredjedele af spillerne er siet fra. Det er også, fordi de, der er tilbage, er dybt fokuserede og har trukket sig ind i sig selv. Morgenen byder på høj sol og ingen vind. De frivillige omkring klubhuset har endnu god tid. De pjatter og hjælper hinanden med at gøre klar til dagens opgaver.

Italiens Joon Kim, der lavede sin første hole in one i går, har musik i ørerne, når han står på putting green. Det er der mange, der har. Gårsdagens bedste dansker, Michael Nielsen, slutter sin puttetræning kl. 10.36 med et æble. Han skal tee ud klokken 10.45. Cirka samtidig turner anden bold, der sammenlagt er de svageste i feltet. Det er en to-bold med en italiener og en skotte. De laver begge par på 9. hul, samler hurtigt bolden op og er videre til 10. teested.

På fairway
Førerbolden på vej op ad fairway

Lige før middag teer førerbolden ud og lægger et for et hullerne øde. De frivillige går alle mod klubhuset, så snart førerbolden er forbi – det er jo frokosttid. Ganske få tilskuere følger med førerbolden rundt. En af dem er mor til den tyske spiller Sean Einhaus, der ligger nummer to i feltet. På udseendet ligner Sean Einhaus en yngre udgave af Tiger Woods, og han er dybt seriøs. Det er moren så sandelig også. I løbet af fire huller fortrækker hun ikke en mine. Til gengæld følger hun sønnens bevægelser minutiøst med øjnene, mens hun nonchalant skrider fremad i kanten af fairway. På 5. hul er der skyer på himlen.

Jurrian van der Vaart med flag
Jurrian van der Vaart, mens han stadig var nummer et

Måler op
Sean Einhaus (bagerst) og Luke Goddard tjekker afstanden til pinden

De to andre spillere i førerbolden er anderledes afslappede, men de har heller ikke deres mor på sidelinjen. Hollandske Jurrian van der Vaart, der var klart i spidsen forud for dagens runde, er måske lidt for afslappet. En bogey på 4. hul og flere i vente betyder, at han er i gang med at sætte en ellers solid føring på 3 slag til nærmeste forfølger til allerede på de første ni huller. Mens Sean Einhaus læser puttelinje to, tre og fire gange, kaster græs i luften og går på knæ igen, står Jurrian van der Vaart og hænger slasket op af flaget. Når Jurrian van der Vaart putter, er Sean Einhaus dybt koncentreret i gang med at forberede det næste hul. Tredjemanden, den lille og rødhårede Luke Goddard fra England, virker ualmindeligt uberørt af situationen. Han er ulastelig i sin etikette, fåmælt og spiller hurtigt, men han er effektiv med putteren, og som den eneste af de tre, viser han begejstring, når det lykkes for ham.

Luke Goddard og Dale Whitnell
Luke Goddard (t.v.) viser overskud i tordenpausen - her med landsmanden Dale Whitnell

Halvvejs igennem førerboldens 7. hul åbner himlen sig, og vandet vælter ned. Det begynder at tordne, og spillet må udsættes. Alle iler mod klubhuset og søger læ under terrassen eller i restauranten. Klokken er 13.55. En time senere guides spillerne tilbage på banen, og Sean Einhaus storker af sted med sin mor lige i hælene.

I læ
Danske Rasmus Hjelm (i hvid trøje) i læ for regn og torden

Mens spillerne på banen venter på at få lov til at fortsætte, hvorfra de slap, er der flere af dem, der gabende hænger op af deres bag, mens andre jonglerer med bolde eller jern. Endelig lyder signalet, og turneringen er i gang igen. Kort efter er Jurrian van der Vaart ikke længere den førende spiller. Han er blevet overhalet udenom af en tysker i en helt anden bold.

Følg med i EM i Esbjerg her

Seneste nyheder på DGU.org

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search

Golfstore

Blicco

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik