Greens sværere, end de ser ud
Steen Groth Clausen, der har sat banen op ved EM i Esbjerg her til morgen, råder spillerne til at være forsigtige med deres indspil
Anne Krogh, 23. august 2008

Flaget er flyttet længere til højre på hul 9 i dag
Sidste finaledag er oprundet i Esbjerg, og ligesom de foregående dage har EGA-repræsentant Steen Groth Clausen her til morgen ændret på baneopsætningen, så den er klar til en ny runde EM-golf.
- Banen har præcis samme sværhedsgrad som de andre dage, men vi varierer de enkelte huller hver dag. I alt har vi haft fem forskellige positioner, hvis vi tæller øverunden med. Hastigheden på greens er 10,5. Den må ikke komme for højt op, så bliver det svært at finde et sted at sætte flaget, for greens her i Esbjerg er meget ondulerede, fortæller Steen Groth Clausen, der også er medlem af DGU’s turneringskomité.
Selv om de første bolde er teet ud i mildt vejr med næsten ingen vind, er det ifølge Steen Groth Clausen ikke nødvendigvis lig med, at spillerne skyder lavt i dag.
- Banens opsætning er fuldt på højde med andre mesterskabsbaner. Den ser måske let ud, når man står og kigger ud over den, og vi hører da også spillerne sige: I dag brænder vi den af, men det gør de ikke. Den bedste mand er i -4 sammenlagt. Spillerne skal være meget forsigtige med, hvor de placerer bolden, for greens er store, og ondulationerne gør dem svære, lyder det fra banemanden.
Holder det milde vejr, er det formodentlig begrænset, hvor mange spillere der kan blande sig i kampen om den eftertragtede EM-titel. Blæser det derimod op som på førstedagen, er konkurrencen helt åben igen.
Følg med i EM-afgørelsen her
Seneste nyheder på DGU.org