Hartø sluttede i top 10 ved EM

Andreas Hartø fuldendte en flot turnering med at slutte på en delt niendeplads ved europamesterskaberne, hvor Joachim B. Hansen og Lucas Bjerregaard delte 17. pladsen.


Af Martin Rahbech, 22. august 2009

Andreas Hartø trodsede sygdom og præsterede flot en niendeplads ved herrernes individuelle europamesterskab.

Der kom ingen medaljer med i kufferterne, der lørdag sidst på eftermiddagen blev sat ombord på flyet fra Frankrig til Danmark.

Herrernes europamesterskab er slut, men medaljer er ikke det eneste succeskriterium, man kan stille op, når 143 af Europas bedste amatørspillere bliver sat sammen og skal præstere over 72 huller.

Faktisk er det kun lykkedes at score danske medaljer tre gange siden 1986, hvor mesterskabet så lyset for første gang. Morten Ørum Madsen vandt bronze i 2008, Jeppe Huldahl vandt bronze i 2002, og Morten Backhausen gik hele vejen til toppen i 1993.

I 2009-versionen sluttede Andreas Hartø som bedste dansker på en niendeplads. Furesø-spilleren har haft en fantastisk personlig sæson, og hans gode form og store selvtillid indbragte ham den flotte placering efter en uge, hvor han har været plaget af sygdom. Alligevel sluttede han turneringen i samlet par. Finalerunden afviklede han i 71 slag.

Joachim B. Hansen og Lucas Bjerregaard sluttede begge på 17. pladsen med en samlet score på +2. De to spillere har begge fyldt år i august og er henholdsvis 19 og 18 år. Landstræner Anders Dahl Christiansen har flere gange kaldt turneringen for en amatør-major, og det har givet en stor portion erfaring til de unge spillere, som virkelig kan gavne, når de forhåbentlig vender tilbage til EM igen næste år.

Den forsvarende bronzevinder Morten Ørum Madsen faldt tilbage til 43. pladsen efter en finalerunde i 75 (+4), mens Jacob Roth sluttede som nummer 60 efter en afsluttede runde i 80 slag (+9).

Ny europamester blev franske Victor Dubuisson, der med en stærk runde i 66 slag toppede på det helt rigtige tidspunkt til at tage titlen med et enkelt slags forspring til skotske Ross Kellett. Bronzemedaljen endte hos Billy Hemstock fra England.

Læs også: Landstræneren glæder sig over udbyttet

 

Seneste nyheder på DGU.org

Dansk Golf På Nettet Golf på TV

Blicco
Golfårbogen 2009