Krisen kradser
Først gik Greve Golf konkurs, og nu er yderligere to danske golfcentre blevet suget med ind i kølvandet på finanskrisen. Ledreborg Palace Golf er under konkursbehandling, mens selskabet bag Rømø Golf og Wellness er gået i betalingsstandsning
Tekst Henrik Søe, 26. november 2008
 |
| Flere danske golfklubber er ramt af finanskrisen |
I Ledreborg skal årsagen til konkursbegæringen ifølge Robert Birch - formand for Ledreborg Palace Golf (LPG) - findes i en række faktorer. Først blev projektet forsinket – og gjort dyrere – da Roskilde Museum for bygherres regning skulle undersøge jorden for fortidsminder. Gravearbejdet betød, at banens åbning blev udskudt et år, og da banen endelig efter planen skulle åbne i foråret 2007 måtte man igen udskyde på grund af et usædvanligt regnfuldt år.
Alt for mange udgifter og ingen indtægter, betød at LPG kom ud af sæsonen 2007 med et driftsunderskud på næsten 10 millioner kroner. LPG’s bank, den krakkede Roskilde Bank – lukkede for driftskreditten i oktober måned, og efter længere tids forhandlinger viste det sig umuligt at finde en løsning:
- Vi er en del, som gerne havde set udviklingen være anderledes. Flere af A-aktionærerne har derfor tilbudt banken en akkordløsning, hvor vi ville skyde et to-cifret millionbeløb ind, men det har banken afvist. Nu mister de til gengæld hele det skyldige beløb, som med renter vel efterhånden er på 57-58 millioner kroner, sagde Robert Birch tirsdag til dagbladet Børsen.
Det betyder, at Ledreborg Palace Golf A/S nu tages under konkursbehandling, hvilket formentlig betyder, at de 650 B-aktionærer mister deres indskud på omkring 55.000 kroner.
Hele golfanlægget overdrages overdrages nu til Komtesse Silvia og hendes mand John Munro, der ejer Ledreborg Slot og jorden. Ægteparret har sendt et brev til B-aktionærerne, hvor de oplyser, at de har til hensigt at drive golfen videre i Ledreborg.
På Rømø Golf & Wellness ved man ikke, om man er købt eller solgt. Selskabet bag golfcentret på vesterhavsøen Eurotrust gik onsdag i betalingsstandsning og suspenderet handlen med aktien. Det trængte vindenergi-firma fra Kolding har gennem længere tid forsøgt at komme ud af likviditetskrisen ved at sælge Rømø Golf & Wellness, men indtil videre er det ikke lykkedes.
Greve Golfklub afholder torsdag ekstraordinær generalforsamling, hvor bestyrelsen vil præsentere et løsningsforslag til videreførelse af golfanlægget i Greve.
Læs også:
Greve under konkursbehandling
Seneste nyheder på DGU.org