Vordingborg Golfklub nedlægger sig selv
Vordingborg Golfklub har nedlagt sig selv, inden gravemaskinerne er kørt i stilling. En realistisk bestyrelse venter på bedre tider, oplyser Sjællandske Medier.
Af Henrik Søe, 28. april 2008
Klubben, der gik med drømme om at anlægge en bane ved Ørslev, måtte sande, at medlemsgrundlaget ikke nåede det niveau, som gjorde det muligt at gå videre med projektet. Derfor valgte bestyrelsen forleden at nedlægge klubben på en ekstraordinær generalforsamling.
Klubbens mål var 600 medlemmer, men da man kun nåede at tegne godt 300 medlemmer, har klubben opgivet planerne i denne omgang.
- Efter generalforsamlingen besluttede en kreds fra bestyrelsen og øvrige medlemmer at etablere en såkaldt erfagruppe, som vil følge udviklingen og tage projektet op igen, når tiden igen er positiv for golfsporten i Danmark, siger den nu forhenværende formand Flemming Nielsen til Sjællandske.