Fata morgana i Palm City
Det australske firma, EVO, der skal pumpe penge ind i Palm City i Frederikshavn eksisterede slet ikke, da nyheden blev lanceret
Tekst Kai Hartmeyer, 02. november 2009
”Fata morgana i Palm City” Så lakonisk er overskriften i Nordjyske Stiftende. Kort fortalt eksisterede selskabet Evolution Golf Group (EVO) slet ikke, da nyheden om den australske storinvestor blev lanceret i forrige uge. En investor, der angiveligt vil pumpe 70 millioner kroner ind i det store Palm City golf projekt i Frederikshavn.
Afsløringen kommer i en ”Indsigtsartikel” i Nordjyske søndag. Efter pressemødet torsdag i forrige uge, hvor Frederikshavns borgmester Erik Sørensen (S) sammen med folkene bag Palm City kunne præsentere den australske redningsplan, så er stemningen nu vendt 180 grader. Nordjyske Stiftstidende fulgte pressemødet op med et kritisk interview den efterfølgende mandag, hvor det ifølge bladet kom frem, at det australske firma (EVO) slet ikke eksisterede.
På spørgsmålet om, hvorfor det er svært at finde oplysninger om Evolution Golf Group (EVO) på internettet, forklarer salgsdirektør i Palm City, Siggi Strandberg, at EVO er et nyt selskab, og derfor ikke har nogen hjemmeside, skriver Nordjyske.
Først en time efter dette interview (mandag, red.) blev der ifølge oplysninger fra den australske erhvervs- og selskabsstyrelse søgt om oprettelse af et firma med navnet Evolution Golf Group med en aktiekapital på 100 australske dollars, svarende til 458 kr. hedder det i artiklen.
Disse oplysninger har naturligvis skabt ny tvivl om det store golfprojekt med bane, centerbygning og tilhørende golf/fritids huse. Et projekt, der også blev lanceret som et positivt tiltag, efter Frederikshavn har været plaget af fyringsrunder på flere virksomheder.
Palm City kan derfor meget vel gå hen og blive et meget ømtåleligt emne i valgkampen forud for kommunalvalget den 17. november.
- Jamen det er da træls, at virkeligheden måske ikke lige er, som den på en tidspunkt så ud til, siger formanden for Frederikshavn kommunes Plan og Miljøudvalg, John Christensen (V) til DGU.org.
Umiddelbart vil John Christensen ikke trække sagen ind i valgkampen. Han håber bare på, at der er realiteter bag de første udmeldinger fra Palm City, og at projektet bliver gennemført, som det tidligere er beskrevet.
- Jeg har kun oplysningerne fra pressen. Nu må vi se, hvad der ellers kommer frem i de nærmeste dage, siger han til DGU.org.
Læs hele historien om Palm City i Nordjyske
Seneste nyheder på DGU.org