Gule men ikke gratis
En god portion humor har sendt tre kilo stjålne golfbolde tilbage til rangen i Brøndby Golfklub
Tekst Henrik Søe Foto Brøndby Golfklub, 06. oktober 2009

For et par år siden valgte Brøndby Golfklub at få lavet rangebolde med påskriften ”Stjålet i Brøndby Golfklub”. Det udløste en del kommentarer og skæve grin fra klubbens medlemmer, men de fleste var enige om, at det var en god idé.
Efter et par år tænkte kun de færreste over den specielle påskrift på boldene, og klubben var efterhånden selv begyndt at tvivle på, om teksten havde nogen effekt, idet det rent faktisk virkede som om, der forsvandt nogle bolde i ny og næ.
Men så en skønne dag modtog klubben en mail fra en venlig dame i Vanløse, som kunne fortælle, at hun havde fundet nogle gule golfbolde med teksten ”Stjålet i Brøndby Golfklub”.
Klubben troede først, at der var tale om et par bolde, som et medlem havde samlet op og ved en fejl taget med hjem, men det viste sig, at der var tale om tre kilo – svarende til cirka 70 bolde.
- Selv om den påtrykte skrift ikke afholder folk fra at stjæle boldene, så lader det altså til, at det åbner mulighed for, at nogle af boldene kommer tilbage til klubben. Og historien viser heldigvis også, at der findes venlige mennesker, der ikke er ligeglade med andres ting og som gerne gør en indsats for at returnere tingene til det sted, hvor de hører hjemme. Hatten af for damen fra Vanløse, siger sekretariatsmedarbejder Søren Svendsen, der fortæller, at Brøndby Golfklub selvfølgelig kvitterede med et par flasker vin, da boldene blev hentet i Vanløse.
Seneste nyheder på DGU.org