Kong vinter truer sæsonstart
Sæsonstarten kan nemt blive udskudt to-tre uger på grund af det store snefald, vurderer DGU`s banekonsulent
Tekst Kai Hartmeyer Foto Michael Nielsen, 15. januar 2010

Udsigterne til at komme på græs er lange for disse to sønderjydske vintergolf-entusiaster
Selv de mest sejlivede vintergolfere har givet op. Sne og frost har lagt de danske baner øde. Og der er nu også lange udsigter til den egentlige sæsonstart til foråret.
- Fortsætter kulden, kan det sagtens betyde en udsættelse på to-tre uger, måske mere, siger DGU`s banekonsulent, Allan Brandt. Og så er vi altså et godt stykke henne i april. Måske må nogen vente helt til maj. Dertil kommer, at mange baner kan have taget skade af frosten, vurderer Allan Brandt.
- Så længe vi har denne permafrost, sker der ikke noget. Det er ligesom i en fryser. Bakterierne holder sig i ro. Men så snart det begynder at tø, så kommer der også liv i de nedfrosne bakterier og så bliver det spændende at se, hvor stor skade der er sket.
Allan Brandt frygter, at vi vil komme til at se en del sneskimmel på banerne og det vil naturligvis også være med til at udsætte sæsonstarten.
Men hvornår vil greens så være klar?
- Det er svært at sige, også fordi der jo er forskel på banernes beskaffenhed. Men jeg plejer at sige til Sankt Hans, så er jeg på den sikre side!
Slem bet for flere
De store mængder sne, ikke mindst i Nord- og Vestjylland, har været en slem bet for flere baner, der har satset på vintergolf.
Blandt andre Golfclub Storeådalen i Holstebro, der har annonceret kraftigt med ”Vintergolf på sommergreens.”
- Vi havde set frem til en del greenfee spillere. Og så havde vi planlagt en række turneringer, her i vinter. Men nåede kun at få en enkelt afviklet, fortæller klubmanager Lars Bojsen til DGU.org.
Mange har således benyttet sig af Storådalens tilbud om frit spil på banen fra den 11. november til den 1. april for 1650 kroner.
- Vi overvejer nu at forlænge perioden, så dette tilbud gælder frem til den 1. juni. Og så håber vi naturligvis, at få afviklet vores vinterturnering. Banen er anlagt, så den kan modstå ekstreme vejrforhold. Så vi regner med at spille igen, lige så snart sneen er væk, siger Lars Bojsen.
30 centimer sne
Såvel i Holstebro, som på en lang række andre baner i Vest- og Nordjylland ligger der omkring 30 centimer sne, eller mere på banerne. Lokalt er der forskellige vurderinger af, hvad det så betyder.
Hos Nordvestjysk Golfklub ved Thisted er man ikke så bekymrede.
- Vi har jo prøvet det før. Og så snart det begynder at tø, så løber vandet lige igennem vores lette sandjord. Så mon ikke vi kan komme på græs til nogenlunde samme tid, som vi plejer, siger greenkeeper Rene Pedersen.
På den nye bane i Sydthy ligger der ifølge formanden Knud Poulsen ca. 1 meter sne. Og han vurderer, at sæsonstarten sagtens kan blive udskudt i en måned, og at den planlagte åbningsmatch den 1. april nemt kan komme i fare.
Jo, vejrguderne er lunefulde. Sidste vinter kunne et rekordstort antal danske klubber holde sommergreens åbne. I denne vinter har vi nærmest norske tilstande.
Seneste nyheder på DGU.org