Syvendeplads til Iben Tinning

Vediorbis Open de France Dames på Ladies European Tour fik en tysk førstegangsvinder, da Anja Monke sluttede samlet 10-under-par. Iben Tinning blev bedste dansker på en 7. plads.


Af Søren Barnak, 28. september 2008

Tyske Anja Monke vandt sin første sejr på Ladies European Tour, da hun søndag sluttede af med en 68’er og samlet sluttede 10-under-par i Vediorbis Open de France Dames, der blev spillet i Arras i Nordfrankrig.

- Jeg kan næsten ikke fatte det. Jeg har de seneste fem år arbejdet stenhårdt for at nå hertil. Så jeg er simpelthen bare så glad for, at det nu sker, sagde den 31-årige tysker efter sejren, som indbragte hende 52.500 euro.

Monke sluttede to slag bedre end spanske Tania Elosegui og svenske Nina Reis, der delte andenpladsen.

Iben Tinning er for alvor tilbage i rampelyset. I denne uge blev det til en 7. plads i samlet seks-under-par. På fredagens runde lavede Iben Tinning hole-in-one på banens korte 14. hul og sikrede sig dermed en Peugeot 207 cc. Desværre for Iben koster bilen 200.000 at få indregistreret i Danmark, og derfor valgte hun at konvertere bilen til en præmiecheck.

Ud over hole-in-one præmien tjente Iben 10.500 euro og er nu fremme som nr. 28 på pengelisten.

Lisa Holm Sørensen, der i denne uge måtte trække sig med en skade, er fortsat bedst placerede dansker på en 23. plads med en samlet årsindtjening på godt 80.000 euro.

Turneringens anden danske finaledeltager, Julie Tvede, havde ikke den bedste uge og sluttede på 38. pladsen i +5. Anne Norman Hansen klarede også at komme med i weekendens finalerunder, men måtte trække sig med en ærgerlig skulderskade.
Resultat

Seneste nyheder på DGU.org

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search

Blicco Golfstore

 

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik