Patrick Bach Jensen sluttede i top-3
Svenskerne fortsætter med at imponere på de forskellige tours. I denne uge vandt Fredric Mansson på EPD Tour, men danskerne kan heldigvis også. Patrick Bach Jensen sluttede på en delt 3. plads, mens Kenneth Mårtensen blev nr. 6.
Af Søren Barnak, 27. august 2008
To danskere markerede sig på bedste vis, da der i denne uge blev spillet på den tyske EPD Tour.
I Stolper Heide Classis, der blev spillet lidt udenfor Berlin, leverede Patrick Bach Jensen en fornem præstation, da han med en finalerunde i 67 slag spillede sig helt op på en samlet 3. plads i -9.
Samtidig spillede Kenneth Mårtensen også en god turnering, og med tre runder under par (69-70-70) sluttede han på en 6. plads i samlet syv-under-par.
Ingen af de to danskere kunne imidlertid matche svenske Fredric Mansson, der med runder i 67-66 og 68 slag sluttede på førstepladsen i samlet 15-under-par.
Tyske Max Kramer sluttede i -14 på andenpladsen og rykkede dermed tættere på den unge brite, James A. Ruth, der fører pengelisten.
Sidste danske finaledeltager var Krister Hallin, der sluttede på en flot 15. plads i -4 efter at have gået sidste runde i 67 slag.
Efter ugens turnering er Kenneth Mårtensen fortsat bedst placerede dansker på pengelisten på en 10. plads.
Resultat
Seneste nyheder på DGU.org