Skotsk sejr på Challenge Tour
Skotten Richie Ramsay fik sin første sejr som professionel, da han søndag sluttede øverst på leaderboard i Vodafone Challenge. Søren Juul blev bedste dansker på en 21. plads.
Af Søren Barnak, 17. august 2008
Søren Juul blev bedst placerede dansker i denne uges Challenge Tour turnering, Vodafone Challenge, der blev spillet på G&CC An der Elfrather Mühle i Düsseldorf, Tyskland.
Juul sluttede efter runder i 68-68-72-72 på en delt 21. plads i -7. Ét slag efter på en delt 23. plads kom Anders Schmidt Hansen, mens Christoffer Lange, der gik sidste runde i 68 slag, avancerede til en delt 31. plads. Endelig blev Lasse Jensen delt nr. 47.
Vodafone Challenge blev vundet af skotten Richie Ramsay, efter at den tyske amatør Stephan Gross havde ført inden sidste runde. Ramsay præsterede at lave fem birdies og en eagle i løbet af seks huller og sluttede dermed 16-under-par, et slag foran landsmanden George Murray, der delte pladsen som runner up med netop Stephan Groos.
Det var skottens første sejr som professionel, og det var da også en lykkelig Ramsay, der efter sejren modtog præmiechecken på 22.000 pund.
- Min bedstefar lærte mig at spille golf, da jeg var seks år gammel, så jeg skylder ham en stor del af æren for min sejr i dag, sagde en rørt Ramsay efter sejren.
I den anden ende af feltet gik det mindre godt for argentinske Emilio Dominguez, der med en afsluttende runde i 85 slag sluttede samlet 17-over-par.
Resultat
Seneste nyheder på DGU.org