Svensk føring i Kokkedal
Frederik Henge har med en runde i 66 slag lagt sig i spidsen af ECCO Tour Championship, der spilles i Kokkedal Golfklub
Pressemeddelelse, 29. august 2008
Det blev til hele 8 birdies på en regntung bane, hvor spillerne fik lov til at spille med preferred lies indenfor en køllelængde. Andenpladsen deles af to finnere, Antti Ahokas og Roope Kakko i 5-under-par skarpt forfulgt af landsmanden Jaakko Mäkitalo, John Mellor fra England og norske Eirik Tage Johansen, der kom ind i turneringen via ECCO Tourens rangliste.
Bedste dansker blev Anders Schmidt Hansen, der med en score på 70 slag, er placeret som nr. 13. Den danske favorit Jeppe Huldahl fik en tung start på turneringen. Med en runde i 3-over-par, indtager han pladsen som nr. 114 .
Flot debut til Morten Ørum Madsen
Forventningens pres var stort til Morten Ørum Madsen efter hans bronzemedalje til EM i Esbjerg i sidste. Den 20-årige silkeborgenser lagde fint ud med en runde i 71 slag, 1-under-par, hvilket placerer ham på en delt 24. plads som næstbedste dansker efter Anders Schmidt Hansen. Selv forholder Morten Ørum Madsen sig til sin Challenge Tour-debut med stor sindsro.
- Jeg prøver bare at tage det som enhver anden turnering. Ja, godt nok var det da lidt sjovt, da jeg stod på 12. og kunne se over på to tidligere Europa Tour-spillere på 14. hul. Men jeg har ikke de store forventninger til mig selv, andet end at jeg selvfølgelig gerne vil spille fire runder, siger den velovervejede jyde, der onsdag var et smut i hjembyen for at pakke kufferten til det næste halve år. Mandag morgen flyver Morten Ørum Madsen nemlig til USA for at tage hul på en ny tilværelse på Oregon State University.
ECCO Tour Championship på DGU.org
Seneste nyheder på DGU.org