God og glad knægt hjalp sin mor til DM

John og Anna Pedersen fra Holsted vandt DM i firmagolf for 2-mandshold i overbevisende stil


Af Jens Christensen, 06. oktober 2006

John og Anna Pedersen

Blandt 14 deltagerne i ErhvervsBladets DM-finaler i firmagolf tidligere i denne uge var kun en enkelt kvinde, 54-årige Anna Pedersen fra Holsted mellem Kolding og Esbjerg. Til gengæld brillerede den enlige høne i kurven sammen med sin yngste søn, 21-årige John, idet de gik så godt i spænd sammen på den smukke Opio Valbonne-bane, at de i suveræn stil vandt både DM-semifinalen og -finalen og dermed ErhvervsBladets DM for 2-mandshold. Ja, så overbevisende var mor og søn, at ingen af deres to slutkampe nåede længere end til 16. hul, idet de sejrede 5/4 i både semifinalen og finalen.

Selvom mor Anne spillede bedre end sit fulde handicap (25) i finalen - hvor hun ville have scoret 38 stablefordpoint - var hun hurtig til at give sønnen æren for, at de blev danske mestre. Han spillede nemlig helt forrygende, idet han gik banen i 71 slag brutto, to under par, som betød, at han med fuldt handicap (fem slag) ville have opnået formidable 43 points!

- Han var jo bare helt fantastisk, lød den uforbeholdne ros til sønnen fra Anna Pedersen, og dét var ingen overdrivelse, for John Pedersen præsterede hele seks birdies undervejs, så deres ellers velspillende finalemodstandere, Jesper Asbirk (spillehandicap 2) og Martin Høgsbro (spillehandicap 17) fra MH Byg i Tølløse faktisk ikke havde en chance.

I realiteten blev de taget på sengen af John og Anna Pedersen, som efter tre huller var 6 up og siden aldrig var i alvorlig fare for at blive indhentet, selvom Jesper Asbirk spillede en flot runde på 74 slag og personligt scorede 37 stablefordpoint.

Tålmodig træner

- Det er simpelthen Johns fortjeneste, at vi har vundet dette mesterskab. Da sæsonen begyndte, spillede jeg dårligt og havde handicap 35. Men i årets løb har han tålmodigt spillet og trænet med mig, når han har været hjemme i Aarhus fra sine historiestudier i Aarhus, fortalte Anna Pedersen. - Hans store entusiasme og opmuntrende væremåde har betydet, at jeg både er gået 10 slag ned i handicap og har kunnet spille til mine nye handicaps hen ad vejen. Jo, han er en god og glad knægt, der kun vil sin mor det bedste.

Sin unge alder til trods er John Pedersen efterhånden en rutineret golfspiller, som har spillet i en halv snes år, fordi én af hans skolekammerater, Michael Larsen, er barnebarn til ejeren af Holsted-banen, Søren Larsen. De to kammerater lærte sig selv spillet på den seks hullers par 3-bane, der blev lavet før 18 hullers-banen i Holsted, og derfor har det korte spil altid været John Pedersens varemærke.

- Jeg rammer ikke alle fairways og greens, men jeg kommer ofte så tæt på flaget med min pitching wedge, at jeg kun behøver ét putt, og dét var netop, hvad jeg gjorde i rigt mål her i Valbonne, fortalte John Pedersen.

- Specielt i semifinalen spillede jeg skidt, men alligevel var jeg kun ét slag over par, så jeg udrettede små mirakler, når jeg var i vanskeligheder. Desuden var min mor god til at lytte til de råd, jeg gav hende undervejs om længder til flaget og putteretninger på greens.

Kærlig baneguide

Personligt var det i finalen første gang, John Pedersen spillede en runde i to slag under par, men faktisk anden gang, han lavede seks birdies på samme runde.

- Valbonne er en dejlig bane, fordi den har bløde fairways, som gør det let at slå med pitching wedgen. Dertil kommer bløde greens, som gør, at bolden stopper hurtigt, når man slår den højt ind til flaget, forklarede John Pedersen om sin succes. Alle var imponerende over hans korte spil, men også over den kærlige måde, han guidede sin mor gennem runderne. Ikke et ondt ord kom der over hans læber, men tværtimod lød der opmuntringer og gode råd fra hans side, hvis hun havde slået et mindre godt slag.

Det gode mor-søn-forhold bevirkede, at de aldrig var bag bagud i hverken semifinalen eller finalen. I semifinalen mod Kim Madsen og Steffen Hansen fra Bornholmstrafikken var de 4 up efter ni huller og altså 5 up inden de sidste to huller. (Der blev spillet high-low hulspil med 3/4 handicap).

Nøjagtig samme skæbne led Jesper Asbirk og Martin Høgsbro i finalen, selvom de på et tidspunkt, efter otte huller, reducerede til 3 ned. Deres katastrofestart - seks ned efter tre huller - kunne de simpelthen ikke overvinde. Dertil spillede John og Anne Pedersen for stabilt. Martin Høgsbro fyldte ellers 36 år på finaledagen, men fik altså ingen DM-titel i fødselsdagsgave.

I deres semifinale havde Asbirk og Høgsbro affærdiget Jesper Düwel og Kjeld Peter Thaysen fra Danfoss Drives med 3/2 efter en svingende match med skiftende føringer, indtil stillingen blev all square efter 14. hul. Derefter vandt Asbirk/Høgsbro fem af de næste seks huller, så matchen var afgjort på 17. green.

Valbonne igen

De to tabende semifinalister spillede derefter om tredjepladsen, og her trak Kim Madsen og Steffen Hansen det længste strå på 19. hul. De var ellers 4 up inden 17. og 18. hul, men satte her hele forspringet over styr, så det blev nødvendigt med sudden death. Til gengæld vandt de begge deres bold på 19. hul.

Nævnes skal det i øvrigt, at Jesper Düwel fra Danfoss Drives kom til  Valbonne direkte fra en familieferie i Side i Tyrkiet. Her måtte han forlade familien en dag før tiden for, via Istanbul og Milano, at nå frem til Valbonne sent søndag aften, så han kunne nå at spille træningsrunde mandag - et bevis på, at det er tale om et populært finalerarrangement.

I forbindelse med præmieoverrækkelsen blev det derfor også af turneringsleder Steen Jespersen slået fast, at Opio Valbonne-banen fortsat vil være hjemsted for finalearrangementet - som det har været i mange år.

Fordelene ved dette sted ligger dels i, at finalisterne indkvarteres på det atmosfærefyldte Hotel Chateau de la Begude, som ligger side om side med klubhuset, og dels i at deltagerne kan spille en ekstra runde efter de officielle runder, hvis de har lyst. Dét har stort set alle hvert år, så der faktisk ikke er den store interesse for at besøge travle turistbyer som Nice og Cannes. Der blev dog lejlighed til fælles restaurantbesøg i både Mougins og Cannes - to aftenarrangementer, når golfen var overstået.

 

Search

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik