Golf i stedet for kemo

Preben Nielsen fra Rold Skov Golfklub er syg af kræft. Alligevel insisterede han på at være med i årets udgave af DA Masters i Marokko sidst i marts


Af Kai Hartmeyer, 04. april 2007

- Jeg var sikker på at det ville være godt for mig, at komme ned i solen og spille golf. Derfor gav lægerne mig allernådigst lov til at rejse, fortæller Preben Nielsen, der har måttet lægge sit sving lidt om, på grund af sin sygdom.

- Jeg spiller golf så tit jeg kan. Det holder modet oppe, og jeg er glad for, at jeg tog med. Jeg vidste på forhånd, at jeg ikke kunne vinde turneringen. For mig har samværet med glade mennesker været det bedste. Jeg har tænkt på alt andet end min sygdom.

Preben Nielsen spillede alle fire runder, den sidste dog udenfor selve turneringen, da han ikke klarede cuttet efter de første tre.

- Pyt med det, jeg har haft det fantastisk. Nu skal jeg hjem og genoptage min kemobehandling. Og så står den ellers på golf så tit som muligt i Rold Skov.

Preben Nielsen er med i TV-programmet DA Masters 2007, som sendes på Viasat Sport 1, første gang onsdag aften den 4. april kl. 22.00.

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik