 |
 |

af Leif Bruun - 12. oktober 2009 kl. 09:31
- 1 indlæg
Svar på indlæg
Hul 1 er et svært hul med en smal fairway omgivet af høj rough. Det må de 4 LUP-spillere (Langtslående Uden Præcision) bittert erfare. Alle driver de boldene ud i rough’en. Også de provisoriske. Alle insisterer de på - efter tur - at lede i 5 minutter efter deres bold. Også de provisoriske. 40 minutter senere må de erkende, at det ikke lykkes at finde nogen af dem.
Imens de mistrøstige trasker over mod hul 2, lyder kommentarerne:
- Nu er vi varmet op.
- Det er da godt, vi ikke spiller Slagspil.
Ovenstående er selvfølgelig en opdigtet situation. Men ikke desto mindre er det tilsvarende - men forhåbentligt mindre groteske - situationer, der igen og igen ødelægger golfrunden for ufattelig mange spillere. Det må være Fanden selv, der har opfundet provisoriske bolde og 5 minutters ledetid.
Derimod har jeg aldrig oplevet, at det giver hverken problemer eller for-sinkelser, når bolden bliver slået ud i hazarder med røde pæle. Hvis ikke bolden umiddelbar er synlig, droppes en ny, og spillet går videre.
Da nu golfhuller altid er omgivet af naturlige afgrænsninger, hvad enten det er rough, vand, buske, skove, veje eller andet, er det nærliggende at få den tanke, at hvis alt udenfor disse afgrænsninger var hazarder med røde pæle, var alle problemer løst.
- Man vil ikke kunne se skoven for bare røde pæle, lyder indvendingen sikkert nu.
Go’ idé! Vi fjerner dem alle. Både røde, gule og hvide! I stedet anføres en ny lokalregel på scorekortet: ”Alle områder uden for hullernes naturlige afgrænsninger, skal opfattes som hazarder med røde pæle.”
Sådan! Ledetid og provisoriske bolde bliver helt unødvendige. Og hvor vil det dog pynte på naturen, at få alle disse farvede pæle væk.
Med venlig hilsen
Leif Bruun
|
 |
 |