Danmarks første golfboghandel åbner i dag
Golfbooks.dk tilbyder et bredt udvalg af golfbøger, DVD'er og andre relaterede ting til en favorabel pris
Pressemeddelelse, 28. november 2007
Interessen for golf stiger med rekordfart. I Danmark har golf været den hurtigst voksende sportsgren de seneste 20 år, og golf er nu den største sportsgren for folk over 25 år.
Alligevel har bøger om golf haft det svært på det danske marked. Kun få boghandlere har fået øjnene op for dette nye marked, og golfklubbernes pro-shopper har også valgt bøger fra på grund af avancen.
Derfor har Dansk Golf Union i samarbejde med Schweizer Bogtryk og golfjournalisten Henrik Knudsen nu lanceret en webshop for golfbøger og relaterede produkter.
Golfbooks.dk vil i starten hovedsageligt tilbyde danske publikationer, men flere udenlandske titler er allerede på vej. Blandt åbningstilbuddene er blandt andet Iben Tinnings nye bog, som tilbydes til bare 224 kroner. Det er 25 kroner under butiksprisen, og de 50 første kunder får oven i købet et eksemplar signeret af Iben Tinning.
Det er lykkedes golfbooks.dk at skaffe restoplag af nogle ellers udsolgte titler og det endda til nogle meget fordelagtige priser. F.eks. tilbydes succes-bogen ”Det Danske Golfmirakel” til bare 99 kroner (vejl. udsalgspris 299 kr.).
Golfbooks.dk tilbyder også andre golfprodukter som DVD’er og spil, og flere lignende produkter er på vej.
Golfbooks.dk vil tilstræbe altid at tilbyde bøger og lignende 10-20 procent billigere end den vejledende udsalgspris. Kunden betaler kun 29 kroner for porto og ekspedition – uanset hvor mange bøger der købes. Betaling foregår med Dankort.
Hvis man er interesseret i bøger om golf, så kan man tilmelde sig golfbooks.dk’s nyhedsbrev– så er man sikker på, at få information om nye titler og andre spændende tilbud.
- Vi håber også, at interesserede vil skrive til os og fortælle os om bøger og andre produkter, som de gerne vil have, at vi skal føre på golfbooks.dk, siger golfjournalisten og golfbogs-entusiasten Henrik Knudsen.
Et enkelt emne har dog givet initiativtagerne lidt hovedbrud, nemlig den nye revision af reglerne, som træder i kraft til nytår.
- Vi havde planlagt at føre en del bøger om regler, men den nye revision gør, at flere af dem hurtigt bliver ”out-of-date”. Nogle af dem kan fortsat godt bruges og vil blive solgt meget billigt, men i andre tilfælde må vi vente på en revideret udgave, siger Henrik Knudsen
- Det er vort håb, ikke kun at gøre det lettere for de golfinteresserede at skaffe bøger om emnet, men også at fremme markedet for golfbøger. I første omgang fokuserer vi på danske bøger, og vi har endda planer om selv at udgive nogle flere titler, men det er klart, at når der kommer en ny spændende bog på f.eks. engelsk, så vil golfbooks.dk forsøge at købe den hjem i store mængder og tilbyde den billigere på det danske marked, siger Henrik Knudsen.
Henrik Knudsen har selv samlet på golfbøger i mange år, og ved hvor svært det kan være at opdrive dem.
- Jeg er så heldig, at jeg en gang imellem kommer til f.eks. St. Andrews, hvor boghandlerne har masser af golfbøger, men ellers kan det være meget svært. Jeg har nogle gange måtte lede meget længe efter en bestemt titel – specielt i Danmark. Med golfbooks.dk bliver det meget lettere – og billigere, lover Henrik Knudsen.
www.golfbooks.dk er allerede åben med masser af gode tilbud, julegaveidéer m.m.